Vestjysk søfart

Fiskeri- og Søfartsmuseet har vestjysk søfart under sit ansvarsområde. Fokus er på søfarten i den nordlige del af Vadehavet, som går helt tilbage til vikingetiden med Ribe som handelscentrum. Særligt søfarten i sejlskibstiden har været genstand for museets forskning og undersøgelser, fra sejlads og udvekslingen af varer til og fra Amsterdam i 1600 og 1700-tallet til den verdensomspændende Fanø-søfart i 1700 og 1800-tallet. Også hvalfangerne fra bl.a. Rømø i 1600 og 1700-tallet udgør en væsentlig fortælling om søfarten fra området.

Som den største havn på Vestkysten siden 1874 spiller Esbjerg Havns historie med landbrugseksporten og færgefarten til England også en betydelig rolle. Særligt Esbjerg Havns omstilling og udvikling fra fiskerihavn til base- og udskibningshavn for offshoresektoren er et af museets aktuelle fokusområder.

Som et monument over søfarten i Vadehavet har museet i sin samling everten ”Ane Cathrine”, bygget på Fanø i 1887. Skibet der er central i museets frilandsudstilling, er et af få bevarede everter – et fladbundet fartøj særligt fra Vadehavsområdet, som kendes tilbage fra 1200-tallet. ”Ane Cathrine” er derfor også blevet klassificeret som en genstand af ”enestående national betydning”.

Everten ”Ane Cathrine”, bygget på Fanø i 1887. Everten er udstillet på museets Friland.

Hvalfangst i Ishavet)

1600

Historiske årstal

I slutningen af 1600-tallet blev Rømø et maritimt centrum, hvorfra mange sømænd søgte hyre på de store tyske og hollandske fartøjer for at deltage i den arktiske hvalfangst. De Vesteuropæiske lande efterspurgte tran og spæk, og hvalfangsten var derfor en god forretning. Rømøboerne fik hurtigt ry for at være dygtige hvalfangere, og forretningen blev derfor særdeles god for dem. Fortidens forretningseventyr anes stadigvæk, når man besøger kommandørgårdene på Rømø. Kommandør var den hollandske betegnelse for en kaptajn på et hvalfangerskib.

1720

Interessen for hvalfangst bredte sig til flere steder langs Vadehavskysten. I Hjerting oprettedes eksempelvis i 1720 Det Hjertingske Grønlandske Rederi. Ekspeditionerne mod nord medførte også aktivitet hjemme, og der oprettedes bl.a. et trankogeri i Hjerting, der skulle forarbejde det hjembragte spæk. I 1740 overtog Ribe-købmanden Jens Rasmussen Rahr rederiet og i 1769 flyttede han det fra Hjerting til Nordby på Fanø. Herfra hyrede han kommandører fra Rømø og matroser fra Fanø og Hjerting. Foruden hvalfangst blev Hjerting også kendt som udskibningshavn for de famøse jydepotter, der produceredes i det sydvestjyske område.

Hjerting

1741

I 1741 vandt Fanø efter traditionen sin frihed fra det kongelige len ved Ribe Ladegårds gods. De efterfølgende hundrede år varslede en guldalder for det lille øsamfund. Hvor Rømøboerne fortsatte på fremmed dæk, opbyggede fannikerne gradvist en egen flåde. Fra 1770’erne byggede de flere store skibe, og søfarten bragte velstand hjem til både Nordby og Sønderho, hvorfor tiden kaldes Fanøs »sølvalder«. På trods af krig og generel ustabilitet i kongeriget formåede Fanø fra ca. 1840’erne-1900 at udvide og udvikle søfarten, der nu blev verdensomspændende. Perioden frem til højdepunktet i 1897 kaldes derfor Fanøs »guldalder«. Godt 20 år senere var Fanøflåden fuldstændig væk, og et nyt maritimt centrum var under udvikling i Esbjerg.

Akvarium

Se mere

Sælarium

Se mere

Museum

Se mere