Esbjerg Fiskeri

Fiskeri- og Søfartsmuseet varetager opgaven som specialmuseum for dansk fiskeri.

I Danmark har fiskeri altid været en vigtig del af livet nær kysten. Fra Middelalderens sildefiskeri og 16/1700-tallets hvalfangst kender man til fangsternes betydning. Torsk, laks og ål har været fisket med utallige slags redskaber overalt i Danmark, og i slutningen af 1800-tallet opstod havfiskeriet efter rødspætter og gjorde Danmark til en af verdens største fiskerinationer takket være snurrevoddet.
Fiskeri er foregået overalt ved de danske kyster gennem historien, og til tider har fiskene virket som en magnet på bønder og arbejdsfolk. Mest berømt er nok det store sildefiskeri Øresund i Middelalderen. Det var almindeligt, at fiskeri var supplement til jordbrug eller til livet som daglejer, og kun få steder, som f.eks. i Skagen og i Harboøre, var der fuldtidsfiskere.
Krogfiskeri med langliner har været almindeligt i danske farvande. Helt op til den første del af 1900-tallet blev langliner brugt til at fiske torsk fra den jyske vestkyst, og på Bornholm satte fiskerne kroge på lange, fastgjorte liner – lænker – i laksefiskeriet. Langlinefiskeri var arbejdskrævende, og på vestkysten var fiskerne afhængige af dygtige esepiger til at sætte madding på tusindvis af kroge hver dag i fiskesæsonerne. Efter 1880 kunne fisken afsættes til de europæiske storbyer takket være jernbanen fra Vestjylland, og langlinefiskeriet voksede – men kun i en kort periode, for kuttere med nye redskaber vandt frem på Nordsøen efter år 1900 og kom til at dominere dansk fiskeri frem over. En nøgleperson i denne udvikling var en fattig husmand ved navn Jens Væver, som opfandt en ny fiskemetode, nemlig snurrevoddet.
Snart kom snurrevoddet med de nordjyske fiskere til den nybyggede havn i Esbjerg, og forholdene i Nordsøen ud for Esbjerg var særdeles velegnede til snurrevodsfiskeri. Efter 1900 blev Esbjerg den vigtigste danske snurrevodshavn, hvortil fiskere kom fra hele landet for at fiske rødspætter. Sammen med de nye, effektive motorkuttere gjorde det nye redskab for alvor dansk fiskeri havgående, og i årene fra 1920 til 1960 så man danske fiskere og trækuttere i næsten alle fiskerihavne rundt om Nordsøen. Snurrevod er det mest originale danske bidrag til udviklingen af verdens fiskerier, men det mistede sin betydning, da ophugningen af fiskefartøjer tog fart i 1980’erne, og siden har rødspættefiskeriet i Nordsøen været domineret af trawlere.
Trækutternes æra på Nordsøen varede indtil 1980’erne, hvor fiskeriet i stigende grad blev reguleret med kvoter og andre begrænsninger. Mange nordsøkuttere var begyndt at fiske med trawl efter sild og andre fiskearter til dyrefoder. Man kaldte det for ’skidtfiskeri’ eller industrifiskeri, og fisken blev lavet til fiskemel og fiskeolie. Industrifiskeriet gav gode penge og nye, større fiskekuttere blev bygget af stål til afløsning af trækutterne. Mens fiskeriet blev stadig mere effektivt, blev der indført begrænsninger, så færre fartøjer skulle deles om at fange færre fisk. Hundredvis af lyseblå kuttere blev hugget op, og på 40 år faldt antallet af fiskere med 80%. I 2007 indførtes en ny form for regulering af fiskeriet i Danmark med individuelt omsættelige kvoteandele. Det satte gang i en omfattende udvikling med koncentration af kvoteandele på færre fartøjer og fornyelse af fiskerflåden. Antallet af fiskere og fartøjer faldt, men til gengæld blev rentabiliteten af fiskeriet forbedret for de fleste af de tilbageværende erhvervsfiskere.

Snurrevoddets opfinder

På museet findes en statue af Jens Væver, som opfandt snurrevoddet der efter år 1900 var med til at gøre Esbjerg til den største og vigtigste fiskerihavn, hvortil fiskere kom fra hele landet. Sammen med nye, effektive motorkuttere gjorde snurrevoddet for alvor dansk fiskeri havgående.

Jens Væver (1822-1914), opfinder af snurrevoddet.

1868

Historiske årstal

Det var den driftige indenrigsminister J.B.S. Scavenius, der førte loven om anlæggelsen af en havn ved Esbjerg gennem den danske rigsdag. På trods af at kongeriget havde brug for en ny vestvendt eksporthavn efter 1864, var det dog ikke en let sag for den konservative indenrigsminister, der ellers havde opgraderingen af den danske infrastruktur som sin hjertesag. Vestjyderne kunne ikke enes om, hvorvidt den nye havn skulle ligge ved Ribe, Nordby, Hjerting, Ringkøbing eller endda Vigsø, og storbyernes storkøbmænd – der havde ringe interesse i at egnsudvikle Vestjylland – spillede kløgtigt på den vestjyske uenighed. Estrup holdt dog ved, og med mantraet: »havn skaber handel« fik han, den 24. april 1868, kongens underskrift på sin Lov om Anlæg af en Havn ved Esbjerg.

Esbjerg Havn Anlægges)

1874

Der var afsat 600.000 Rigsdaler til havneanlæggelsen, der skulle stå færdig senest 1. januar 1871. Derudover skulle havnen kobles på jernbaneforbindelserne, der skulle færdigbringes senest i 1874, som også var en af Estrups mærkesager. Jernbanelinjen blev færdig til tiden, mens havnens tidsplan skred. Det var den schweiziske ingeniør Louis Carlé, der vandt opgaven med anlæggelsen. Carlé var en dygtig tekniker, men havde en række laster, der forsinkede arbejdet. I 1872 blev han afsat, og den store industrimand og DFDS’ skibsreder C.F. Tietgen måtte træde til med økonomisk bistand. Efter en tumultarisk begyndelse kunne havnen officielt åbne d. 15. august 1874 og stå helt færdig i 1878 – syv år efter planen. For sit arbejde opnåede Tietgen nærmest en monopolagtig stilling på rutetrafikken mellem Esbjerg og Storbritannien.

1880’erne

Allerede i 1880’erne begyndte man udvidelserne af havnen og i 1886-1889 anlagdes fiskerihavnen. Esbjerg Havn blev oprindeligt anlagt som en dokhavn, der skulle eksportere landbrugsvarerne fra de sydvestjyske områder til Storbritannien, men andre erhverv fik hurtigt øjnene op for havnens muligheder, heriblandt fiskeriet. Siden 1880’erne havde kuttere fisket efter torsk og kuller med base i Esbjerg, men omkring århundredeskiftet tog udviklingen fart for Esbjergfiskeriet. Snurrevoddets introduktion og motoriseringen af kutterne betød, at fiskerne kunne satse på nye fangster, bl.a. rødspætter, og sejle en større del af året – indtægterne steg og det samme gjorde fiskerierhvervet. I 1901 åbnedes derfor en ny fiskerihavn, der skulle huse den voksende flåde, der fra 1889 til 1909 var gået fra 20 til 100 kuttere.

Slæbested Fiskerihavn 1901.

Det går godt for fiskeriet under den tyske besættelse.)

1940

Under den tyske besættelse oplevede Nordsøfiskeriet en markant opgangstid, hvor særligt Esbjergfiskerne nød godt af store indkomststigninger. Den 9. april 1940 var der ellers blevet udstedt forbud mod at fiske fra Esbjerg havn, men kort efter blev der givet tilladelse inden for en grænse på 30 sømil fra land. Besættelsesmagten havde nemlig interesse i at lade fiskeriet fortsætte, da de fisk der ikke kunne afsættes i Danmark blev solgt videre til Nazityskland. Det var ikke ubetydelige mængder, og en opgørelse fra 1943 viser, at ud af den samlede mængde på 58.000 tons fisk, der blev eksporteret fra Esbjerg, røg 56.000 tons til Tyskland. Besættelsens gunstige forhold for fiskerierhvervet kom også til udtryk i kutterflåden, der i perioden fra 1939-1945 blev forøget i antal fra 350 til knap 500.

1943

Fiskernes gunstige situation affødte blandede følelser i Danmark. På den ene side kunne man godt respektere, at fiskerne udførte deres arbejde i en særdeles farlig situation, men på den anden side var man ikke blind for, at netop eksporten til besættelsesmagten var særdeles fordelagtig. I maj 1943 skrev modstandsbevægelsen i lokalbladet Sydvestjylland derfor, at fiskerne burde overveje om ikke, at de skulle holde lidt igen med fiskeriet. Senere var tonen dog ikke så forsonlig, og fiskerne blev bl.a. truet med sabotage, hvis de fortsatte med at tjene penge på eksporten. Så galt gik det dog aldrig, og Esbjergfiskerne slap helskindet gennem besættelsen. En fiskeeksportør bemærkede efterfølgende, at man burde kunne holde ”skidt for sig og kanal for sig”, i dette tilfælde ”national krænkelse og forretningskonkurrence hver for sig.”

Spanske Ryttere i Esbjerg.)

Hvor fiskerne kom godt gennem besættelsen, om end de havde fået et lidt blakket ry, så det langt værre ud på trafikhavnen, hvor de anløbne skibe – grundet verdenskrigen – allerede var kraftigt reduceret i 1939. Flere rederier havde valgt Esbjerg fra pga. mineudlægningen under 1. verdenskrig og besættelsen 9. april betød en fuldstændig standsning af landbrugseksporten til Storbritannien. Eksporten faldt til næsten intet, og arbejdsløsheden i Esbjerg steg voldsomt. Det tog mange år før at Trafikhavnen igen skulle finde sit fodfæste.

1960'erne

1960’erne var kronede tider for det esbjergensiske konsumfiskeri, og havnen rådede over omtrent 50 forarbejdningsvirksomheder. I 1967 åbnede en ny auktionshal på fiskerihavnen, hvor den gamle slæbeplads dermed erstattedes af moderne losse- og isfrasorteringsudstyr. 60’erne var esbjergfiskeriets guldalder og flådens størrelse kulminerede her med godt 600 kuttere. Sammen med industrifiskeriet beskæftigede konsumfiskeriet nu 3.800 personer, mens yderligere 5.000 personer beskæftigede sig med erhverv, der var i indirekte forbindelse til fiskeriet. Fiskeriet beskæftigede således en tredjedel af Esbjergs erhvervsaktive befolkning.

Industrifiskeriet efter bl.a. sild, tobis og sperling til anvendelse i fremstillingen af fiskemel og -olie var en afledt effekt af efterkrigstidens vanskelige tider for konsumfiskeriet. Allerede i 1948 oprettede en række fiskeskippere Andelssildeoliefabrikken og i de følgende årtier tog udviklingen fart. Som følge af de store landinger af industrifisk, også kaldet skidtfisk, opstod A/S Vestjysk Sildeolie Industri, Farina og i 1960 Fiskemelsfabrikken Vesterhavet. I 1968 landede svimlende 500.000 tons om året modsat 5.000 i 1950. Det var arbejdet på fiskemelsfabrikkerne, der resulterede i den karakteristiske lugt, der plagede Esbjerg i årtier. Med henvisning til industrifiskeriets succes hed det i folkemunde, at »det lugtede af penge«. I 2000 fusionerede flere af fabrikkerne med fiskemelsfabrikken i Thyborøn under navnet TripleNine Fish Protein.

1965 - 1967

I 1960’erne var Esbjerg Havn atter tilbage på pladsen som Danmarks fjerdestørste omsætning med en årsomsætning på godt million tons gods. Årtiet var præget af en generel modernisering af den gamle dokhavn, hvor der bl.a. investeredes i en ny 35 tons kran til tunge løft og motordrevne rullebånd. Det helt store gennembrud var dog containerens introduktion, som effektiviserede eksporten markant. Fra 1965-67 anlagdes en egentlig containerterminal på Esbjerg Havn. Projektet løb op i 100 millioner, hvoraf en stor del blev bekostet af DFDS, der også investerede i to nye såkaldte roll on/roll off-specialskibe (Ro-Ro), der let kunne lastes med 152 containere.

Frederik IX i auktionshallen A.)

2007

I 2007 ophørte fiskemelsproduktionen i Esbjerg. Allerede i 2002 var fiskeauktionen lukket og på tærsklen til 2008 var Esbjergfiskeriet dermed stort set forsvundet. Siden 1960’erne havde henholdsvis konsum- og industrifiskeriet ellers været det dominerende erhverv på Esbjerg Havn. Fra 70’erne og frem begyndte det dog at gå ned ad bakke. Et svigtende rekrutteringsgrundlag samt nationale og internationale politiske reguleringer var blot nogle af de faktorer der ved medvirkende til, at fiskeriet blev tvunget i knæ. Fra at have været Danmarks største fiskerihavn, med 370 industritrawlere og 230 snurrevodskuttere, huser havnen i skrivende stund blot et par rejekuttere. Fiskeriet flyttede i stedet for nord på til Skagen, Thyborøn og Hanstholm, der sammen med Hvide Sande og Hirtshals står for omtrent 85 % af landingerne i danske havne.

Sideløbende med fiskeriets nedgang oplevede offshorebranchen fremgang, der var med til at forandre Esbjerg Havn. Danmarks tidligere største fiskerihavn var nu ved at blive til en basehavn for den danske olie- og gasindustri. Fiskeriet var måske et overstået kapitel, og nok gik de fleste fiskere gik i land, fandt nyt arbejde eller nød deres otium, men nogle valgte også at søge arbejde i de nye industrier, der var på vej frem på havnen. Et godt eksempel på det finder vi i Esbjerg Vagtskibsselskab A/S, forkortet Esvagt. Det var tre esbjergensere: fiskeskipper Ole Andersen, industrimand Henning Kruse og Esbjerg Fiskeriforeningsformand Kent Kirk, der i 1981 oprettede rederiet, som havde til formål at garantere sikkerheden til søs for den nye industri i Nordsøen. I dag opererer Esvagt internationalt og løser også andre opgaver, bl.a. servicering af vindmøller. Deres skibe kan kendes på den karakteristiske orangerøde farve.

På trods af at fiskeriet forsvandt omkring årtusindeskiftet, kan man stadigvæk godt kalde Esbjerg Havn for en fiskerihavn. Selvom de store landinger og kutterflåden altså er væk bearbejdes og håndteres der stadigvæk store mængder fisk, bl.a. til fiskeolie og -mel. Det ses også i havnebilledet, hvor virksomheder, tilknyttet både industri- og konsumfiskeri, som TripleNine, ED&F og Polar Seafood fylder. Derudover findes et par rejekuttere og en række virksomheder, der servicerer fiskeriet, som f.eks. Comet Trawl og West Diesel. Der er dog ingen tvivl om, at Esbjerg Havn i dag primært er et centrum for energisektoren, hvad end det måtte være den grønne eller sorte energi.

Esbjerg-fiskere

Udstillingen ”Danmarks Vildeste Fiskereventyr” på Fiskeri- og Søfartsmuseet viser en lang række portrætter af tidligere Esbjerg-fiskere. Fiskerne repræsenterer en afsluttet epoke med Esbjerg som fiskeriby, som med udstillingen er kommet på museum.
Portrætterne suppleres i udstillingen med fiskernes egne beretninger idet 76 tidligere fiskeskippere har været forbi museet til interviews, og dermed bidrager med udstillingens indhold med deres personlige beretninger om livet som fisker. Herudover er der i udstillingen film og billeder og et digitalt formidlingslag, hvor man får historien fortalt med fiskernes egne stemmer.

Læs mere om udstillingen her

Akvarium

Se mere

Sælarium

Se mere

Museum

Se mere