Det var den driftige indenrigsminister J.B.S. Estrup, der førte loven om anlæggelsen af en havn ved Esbjerg gennem den danske rigsdag. På trods af at kongeriget havde brug for en ny vestvendt eksporthavn efter 1864, var det dog ikke en let sag for den konservative indenrigsminister, der ellers havde opgraderingen af den danske infrastruktur som sin hjertesag. Vestjyderne kunne ikke enes om, hvorvidt den nye havn skulle ligge ved Ribe, Nordby, Hjerting, Ringkøbing eller endda Vigsø, og storbyernes storkøbmænd – der havde ringe interesse i at egnsudvikle Vestjylland – spillede kløgtigt på den vestjyske uenighed. Estrup holdt dog ved, og med mantraet: »havn skaber handel« fik han, den 24. april 1868, kongens underskrift på sin Lov om Anlæg af en Havn ved Esbjerg.

Allerede i 1880’erne begyndte man udvidelserne af havnen og i 1886-1889 anlagdes fiskerihavnen. Esbjerg Havn blev oprindeligt anlagt som en dokhavn, der skulle eksportere landbrugsvarerne fra de sydvestjyske områder til Storbritannien, men andre erhverv fik hurtigt øjnene op for havnens muligheder, heriblandt fiskeriet. Siden 1880’erne havde kuttere fisket efter torsk og kuller med base i Esbjerg, men omkring århundredeskiftet tog udviklingen fart for Esbjergfiskeriet. Snurrevoddets introduktion og motoriseringen af kutterne betød, at fiskerne kunne satse på nye fangster, bl.a. rødspætter, og sejle en større del af året – indtægterne steg og det samme gjorde fiskerierhvervet. I 1901 åbnedes derfor en ny fiskerihavn, der skulle huse den voksende flåde, der fra 1889 til 1909 var gået fra 20 til 100 kuttere.

Fiskernes gunstige situation affødte blandede følelser i Danmark. På den ene side kunne man godt respektere, at fiskerne udførte deres arbejde i en særdeles farlig situation, men på den anden side var man ikke blind for, at netop eksporten til besættelsesmagten var særdeles fordelagtig. I maj 1943 skrev modstandsbevægelsen i lokalbladet Sydvestjylland derfor, at fiskerne burde overveje om ikke, at de skulle holde lidt igen med fiskeriet. Senere var tonen dog ikke så forsonlig, og fiskerne blev bl.a. truet med sabotage, hvis de fortsatte med at tjene penge på eksporten. Så galt gik det dog aldrig, og Esbjergfiskerne slap helskindet gennem besættelsen. En fiskeeksportør bemærkede efterfølgende, at man burde kunne holde ”skidt for sig og kanel for sig”, i dette tilfælde ”national krænkelse og forretningskonkurrence hver for sig.”

1960’erne var kronede tider for det esbjergensiske konsumfiskeri, og havnen rådede over omtrent 50 forarbejdningsvirksomheder. I 1967 åbnede en ny auktionshal på fiskerihavnen, hvor den gamle slæbeplads dermed erstattedes af moderne losse- og isfrasorteringsudstyr. 60’erne var esbjergfiskeriets guldalder og flådens størrelse kulminerede her med godt 600 kuttere. Sammen med industrifiskeriet beskæftigede konsumfiskeriet nu 3.800 personer, mens yderligere 5.000 personer beskæftigede sig med erhverv, der var i indirekte forbindelse til fiskeriet. Fiskeriet beskæftigede således en tredjedel af Esbjergs erhvervsaktive befolkning.

I 1960’erne var Esbjerg Havn atter tilbage på pladsen som Danmarks fjerdestørste omsætning med en årsomsætning på godt million tons gods. Årtiet var præget af en generel modernisering af den gamle dokhavn, hvor der bl.a. investeredes i en ny 35 tons kran til tunge løft og motordrevne rullebånd. Det helt store gennembrud var dog containerens introduktion, som effektiviserede eksporten markant. Fra 1965-67 anlagdes en egentlig containerterminal på Esbjerg Havn. Projektet løb op i 100 millioner, hvoraf en stor del blev bekostet af DFDS, der også investerede i to nye såkaldte roll on/roll off-specialskibe (Ro-Ro), der let kunne lastes med 152 containere.

Sideløbende med fiskeriets nedgang oplevede offshorebranchen fremgang, der var med til at forandre Esbjerg Havn. Danmarks tidligere største fiskerihavn var nu ved at blive til en basehavn for den danske olie- og gasindustri. Fiskeriet var måske et overstået kapitel, og de fleste fiskere, som gik i land, fandt nyt arbejde eller nød deres otium, men nogle valgte også at søge arbejde i de nye industrier, der var på vej frem på havnen. Et godt eksempel på det finder vi i Esbjerg Vagtskibsselskab A/S, forkortet Esvagt. Det var tre esbjergensere: fiskeskipper Ole Andersen, industrimand Henning Kruse og Esbjerg Fiskeriforeningsformand Kent Kirk, der i 1981 oprettede rederiet, som havde til formål at garantere sikkerheden til søs for den nye industri i Nordsøen. I dag opererer Esvagt internationalt og løser også andre opgaver, bl.a. servicering af vindmøller. Deres skibe kan kendes på den karakteristiske orangerøde farve.