Energi fra havet

Fiskeri- og Søfartsmuseet har som det eneste danske museum offshore som sit ansvarsområde. Offshore betyder i al sin enkelhed det arbejde, der foregår væk fra kysten (offshore) med henblik på at skaffe olie og naturgas fra undergrunden eller opstilling og servicering af vindmøller på havoverfladen. Dansk offshore begynder i 1960’erne og finder hurtigt sin basehavn i Esbjerg, der hurtigt blev et vigtigt knudepunkt for en global milliardindustri, som er i konstant udvikling. Ligesom fiskeriet, der satte sit tydelige præg på havnen og byen gennem det 20. århundrede, har offshoreindustrien de sidste par årtier forandret Esbjerg radikalt.

TYRA

TYRA-feltet i Nordsøen blev sat i drift den 1. oktober 1984 og udgør Danmarks største gasfelt, som har leveret op til halvdelen af den samlede danske naturgasproduktion. TYRA indtager derfor en særlig rolle i dansk energihistorie – en historie som museet er i gang at dokumentere og indsamle historien fra.

TYRA-feltet har med de to platforme TYRA Øst og TYRA Vest forsynet Danmark med energi i næsten 35 år, men når man hiver olie og gas op af havbunden synker den. Helt specifik er havbunden under TYRA feltet synket mere end fem meter, og med en tilbageværende frihøjde ned til havoverfladen på 15 meter, endte platformen med at være faretruende tæt på de store bølger som opstår i forbindelse med de storme og orkaner, vi med stor sandsynlighed kan forvente flere af fremover.
På grund af sikkerhedsfaren og mange års brug og slitage, blev TYRA sendt til skrotning. Produktionen stoppede den 21. september 2019, og de sidste folk forlod platformen mellem jul og nytår 2019. Kranskibet ”Sleipnir” begyndte herefter ophugningen til havs med at løfte dele fra platformen fra hinanden. Selve hovedplatformen blev dog fjernet i ét løft, da det gigantiske fartøj ”Pioneering Spirit” den 2. august 2020 løftede platformen af sine piller. Et løft på 14.000 tons som tog 12 sekunder, og som kan ses i filmen her.

TYRA på museum

TYRA platformene blev herefter sejlet til Frederikshavn hvor det amerikanske ophugningsfirma M.A.R.S. har etableret base og faciliteter til ophugning af boreplatforme. M.A.R.S. er blandt andet valgt ud fra deres forretningsmodel, hvor de satser på en bæredygtig genophugning med et mål om 96% genanvendelighed af hele platformen.
Via gode kontakter i olieselskabet TotalEnergies kom museet i efteråret 2020 i kontakt med M.A.R.S. med et ønske om at hjemtage genstande og effekter fra TYRA, og med hjælp fra det esbjergensiske erhvervsliv fik museet fragtet en 40 fods container til Frederikshavn, hvor museet ad flere omgang har være oppe for at indsamle og putte genstande fra TYRA i containeren. Ophugningen af TYRA forventes at være afsluttet ved udgangen af 2021, hvorefter delene fra TYRA vil komme på museum og blive en del af fremtidige udstillinger og formidling på museet.

Mens det gamle TYRA kommer på museum, er genopbygningen af TYRA feltet, med helt nye platforme i gang, og skal efterplanen genoptage produktionen i 2022. Med det politisk vedtagne stop for olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050 er der sat en endelig slutdato på udvindingen af gas fra undergrunden under TYRA.

 

1962

Historiske årstal

Som følge af en række tyske forsøg på at få lov til at udforske den danske undergrund, med såkaldte »peaceful penetrations«, i løbet af 1950’erne tog Mærsks direktør A.P. Møller kontakt til den danske statsminister Viggo Kampmann (S). Den gamle skibsreder beklagede sig over udsigterne til, at et muligt olieeventyr skulle falde i tyske hænder. Der var dog begrænset dansk interesse for sagen, og i 1962 fik Møller derfor selv koncession på efterforskning og udvinding af olie og gas fra undergrunden. Mærsk var primært et shippingfirma, og rederiet måtte derfor alliere sig med andre for at udføre opgaven. Til dette formål oprettedes Dansk Undergrunds Consortium (DUC) samme år.

DUC startede som et arbejdsfællesskab mellem Mærsk, Shell og Chevron, der havde til formål at stå for udforskningen og udvindingen af undergrundens kulbrinter. Produktionen indledtes i 1972 med Danmarks første feltudbygning, Dan, med basehavn i Esbjerg. Sidenhen har DUC udvidet med felterne: Gorm, Skold, Tyra, Rolf, Kraka, Dagmar, Regnar, Valdemar, Roar, Svend, Harald, Lulita og Halfdan. DUC står i dag for knap 85% af den danske olie- og gasproduktion og består i skrivende stund af franske TotalEnergies (43,2%), norskejede Noreco (36,8%) og det danske statsejede olie- og gasselskab Nordsøfonden (20 %).

1970’erne

1970’ernes arabiske oliekriser var med til at presse de internationale oliepriser i vejret, hvilket medførte en stigende interesse for de ellers marginale felter i Nordsøen. Kriserne medførte også et stigende fokus på dansk forsyningssikkerhed. Med arbejdet i Nordsøen øjnede danske politikere muligheden for at undgå import af udenlandsk olie og gas, hvorfor der bl.a. investeredes massivt i energisektorens infrastruktur. I 1979 aftaltes det, at DUC skulle levere naturgas direkte til det statsejede DONG Energy A/S (fra 2017: Ørsted A/S). Statens interesse for olie og gas kulminerede i 2012, da Nordsøfonden blev medpart i DUC.

2002

Med en samlet investering på omtrent 2 milliarder kroner iværksatte det danske energiselskab Elsam i 2002 verdens hidtil største havmøllepark på Horns Rev. De 80 vindmøller var kablet sammen gennem en transformerplatform, der sendte strømmen til en kabelstation ved Hvidbjerg Strand. I 2006 ansøgte DONG Energy om lov til at opføre en ny havmøllepark og i 2009 kunne Horns Rev 2 overtage pladsen som verdens største vindmøllepark. Horns Rev 2 tæller 91 vindmøller, hvor hver mølle har en kapacitet på 2.3 MW. Sammenlagt dækker parken 200.000 danske husstandes årlige elforbrug. I 2019 startede Vattenfall så Horns Rev 3 med sine 49 havmøller, der har en årlig produktion på 1.700 GWh, hvilket dækker omtrent 425.000 husstandes forbrug.

Havmøllepark på Horns Rev.

På de snart to årtier der er gået mellem oprettelsen af Horns Rev 1 og 3 har vindmølleindustrien oplevet en voldsom udvikling. MHI Vestas var ansvarlig for installationen af de 49 store havmøller ved Horns Rev 3, der hver især har en effekt på 8,3 MW og et vingefang på 164. I modsætning hertil havde Horns Rev 1-møllerne en effekt på 2 MW og et vingefang på »blot« 80 meter. På trods af at der kun er 49 møller ved Horns Rev 3, modsat de 80 ved Horns Rev 1, leverer den over dobbelt så meget strøm, hvilket illustrerer den rivende udvikling, som vindindustrien undergår. I skrivende stund er verdens største vindmølle Haliade-X med en effekt på 14 MW, et 220 meter vingefang og en højde på 248 meter. I dag stammer mere end 40 % af den samlede elproduktion fra vindmøller (hav og land), spiller en helt central rolle i den grønne omstilling.

Da vindmølleprojekterne tog fart i begyndelsen af 2000’erne, øjnede Esbjerg Havn, der ellers var blevet en førende basehavn for olie- og gasindustrien, muligheden for at få en del i den nye grønne energi. I dag er Esbjerg Havn Europas førende ift. håndtering og udskibning af vindmøller. Havnen huser bl.a. flere specialbyggede faciliteter, der kan håndtere samling, servicering og udskibning af de tårnhøje havvindmøller. I 2017 blev møller med en samlet kapacitet på 1.300 MW udskibet fra havnen, der har leveret mølleparker til Nordsøen, Østersøen og den Engelske Kanal.

2017

I 2017 blev Mærsks olie- og gasvirksomhed opkøbt af franske TotalEnergies for 47 milliarder kroner. Den franske statsejede energigigant har genopbygningen af det gamle Tyra-felt som en af sine første og største opgaver. Tyra-produktionen startede i 1984 og har siden ’87 leveret størstedelen af naturgassen til dansk forbrug. Siden 80’erne er feltets anlæg dog sunket ca. 5 meter og er således kommet faretruende tæt på havoverfladen. En genopbygning af feltet blev derfor iværksat, og det nye Tyra kan igen levere naturgas til Danmark i 2023. Museet har i den forbindelse fået lov til at overtage genstande fra det gamle Tyra, der ligger til ophugning i Frederikshavn.

Samtidig med at gamle arbejdsgange i olie-, gas- og vindmølleindustrien fornyes og forbedres har klimaspørgsmålet også medført, at stater og virksomheder kigger på nye muligheder for at få energi fra havet. Evnen til at nedpumpe og opbevare CO2 i undergrunden (Carbon Capture Storage), samt energilagring ved hjælp af elektrolyse (PowerToX) er blot nogle af de mange teknologier, der for tiden forskes i. I 2020 besluttede et enigt Folketing, at der skal anlægges en kunstig ø med omkringliggende havvindmølleparker, en såkaldt »energiø«, der på sigt skal kunne levere 10GW med 650 tilhørende vindmøller. Energiøen kræver investeringer for 210 mia. kr. og bliver således det største danske anlægsprojekt svarende til 5 Storebæltsbroer.

Esbjerg Havn har siden slutningen af 1800-tallet været basehavn for skiftende erhverv. Landbrugseksporten blev snart udkonkurreret af fiskeriet, der slutningen af det 20. århundrede erstattedes af jagten på undergrundens sorte guld. 1960-1990’ernes basehavn for olie og gas blev sidenhen til en højtspecialiseret vindmøllehavn, der også i fremtiden vil tilpasse sig det arbejde der kommer til at foregå på Nordsøen.

Akvarium

Se mere

Sælarium

Se mere

Museum

Se mere