Udstillingsåbent
Udstillingerne følger museets åbningstid.
Entréen dækker adgang til alle museets udstillinger, attraktioner og oplevelser.
Husk børn under 18 har gratis entré
Danmarks Vildeste Fiskereventyr
Med udstillingen Danmarks Vildeste Fiskereventyr giver vi fiskeskippernes vilde oplevelser tilbage til byen, idet vi sætter esbjergfiskeriet på museum. Dermed siger vi farvel til Esbjergs epoke som fiskerby. Fiskeriet, som skabte byen, får en værdig afslutning.
Det er en meget personlig udstilling og både portrætkunsten og selve historierne går dokumentarisk tæt på. Udstillingen tager os med ud på selve livets rejse. Det var et vildt liv de levede, og det vildeste er vel nok, at de ikke selv synes, at det var noget særligt reflekterer museumsdirektør David Dupont-Mouritzen.
Om udstillingen
I Esbjerg bor der fortsat fiskeskippere og andre centrale personer fra fiskeriets storhedstid. Mennesker som ligger inde med historier og en guldgrube af konkret viden om, hvordan forholdene var i årtierne i 1900-tallet, hvor fiskeriet kørte på højtryk.
Vi greb den helt unikke mulighed og har gennem udstillingen sikret fremtidige generationer et indblik i Danmarks største og vildeste fiskereventyr til dags dato.
76 tidligere fiskeskippere har været forbi museet for at bidrage til udstillingens indhold. Resultatet er blevet en fusion af aktiv indsamling og dokumentation, historiefortælling og fotografisk portrætkunst.
Et digitalt formidlingslag tilfører flere oplevelser i form af historier fortalt med fiskeskippernes egne stemmer.
Personlige portrætter
Førstehånds fortællinger og lokale skæbner
Fotograf Jes Larsen fra Territorium og kunstner Emilia Rubæk Holm har bragt visuelt liv til det vilde eventyr, som fortælles gennem fiskeskippernes personlige portrætter og beretninger.




