Pressemeddelelse
Når Sydvestjyske Museer til årsskiftet slår sig sammen med Fiskeri- og Søfartsmuseet, får den nye samlede organisation navn efter den vestligste del af Danmark.
Danmark får et nyt supermuseum 1. januar 2024, og det skal hedde Museum VEST. Det har den nye museumsorganisations fusionsudvalg netop besluttet. Museum VEST bliver en af de største museumsorganisationer i Danmark.
"Museum VEST er et navn, der understreger, at vi har en klar geografisk forankring, og vores mission er at blive et fyrtårn for det danske museumsvæsen i vest. Navnet afspejler vores arbejde i regionen, fra Danmarks yngste by til den ældste, og fremhæver betydningen af, at 'vest' er et område, hvor der sker en markant kulturel udvikling," fastslår Merete Jankowski, nuværende direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet og kommende direktør for Museum VEST.
Museum VEST er resultatet af en fusion mellem Sydvestjyske Museer med udstillinger i Ribe, Bramming og Esbjerg og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Trods forskellige fokusområder - fra vikinger og hekseforfølgelser til havet - ser bestyrelserne store muligheder i at samle udstillingerne i en fælles organisation.
Jakob Lose, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune og formand for Fiskeri- og Søfartsmuseet: "Museum VEST vil have stor betydning for hele området. Det vil styrke vores kulturelle udtryk og være med til at sætte os på landkortet som et vigtigt kulturelt centrum. Vi har store forventninger til det potentiale, som forandringerne bringer.”
"Vores mål er at skabe en stærk og indflydelsesrig museumsorganisation, der kan formidle vores mange forskelligartede historier til et bredt publikum," pointerer Lone Saaby, forperson for Sydvestjyske Museers bestyrelse. "Vi er meget spændte på at se Museum VEST vokse og udvikle sig i de kommende år."
Samtidigt med navngivningen er museumsorganisationens første bestyrelse sammensat, og de mødes for første gang til januar for at konstituere sig.
Bestyrelsen kommer til at bestå af:
• Lone Saaby, direktør, Education Esbjerg. Udpeget af Business Esbjerg
• Claus Pedersen, direktør, Danhostel Ribe. Udpeget af Destination Vadehavskysten
• Ole Winther, chefrådgiver, Have Kommunikation & PR. Udpeget af bestyrelserne
• Anette Hansen, drifts- og sikkerhedschef, Louisiana. Udpeget af bestyrelserne
• Søren Bak-Jensen, direktør, Arbejdermuseet. Udpeget af bestyrelserne
• May-Britt Andrea Andersen Kallan, byrådsmedlem. Udpeget af Esbjerg byråd
• Jørgen Ahlquist, byrådsmedlem. Udpeget af Esbjerg Byråd
• Sarah Skytte Qvistgaard, museumsinspektør. Medarbejderrepræsentant
• Jacob Joensen. Udpeget af Esbjerg og Omegns Museumsforening, Den antikvariske samling i Ribe og Museumsforeningen for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Fakta:
Med omkring 195 medarbejdere, en omsætning på 67 millioner og forventede 320.000 besøgende årligt, vil Museum VEST blive en betydende aktør i det danske museumslandskab. Fra 1. januar driver Museum VEST Fiskeri- og Søfartsmuseet, Museet Ribes Vikinger, HEX! Museum of Witch Hunt, Jacob A. Riis Museum, Esbjerg Museum, Bramming Egnsmuseum, Det Gamle Rådhus i Ribe og Esbjerg Vandtårn.