skip to Main Content

Samlinger og forskning

Samlinger og forskning

Af Søren Byskov, Richard Bøllund, Mette Guldberg og Charlotte Bie Thøstesen

Samlinger er grundlaget for ethvert museums virke. Fiskeri- og Søfartsmuseets samling står til rådighed for forskere, ligesom samlingen er et vigtigt aktiv i museets udstillinger, undervisning og andre formidlingsaktiviteter. Det er samlingerne og arbejdet hermed, der gør museets formidling levende og autentisk, og adskiller Fiskeri- og Søfartsmuseet fra mange andre attraktioner – vores gæster kan komme helt tæt på natur- og kulturhistorien i Danmark. I museumsloven beskrives museernes opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling som midlerne til at aktualisere, udvikle anvendelsen af og sikre kultur-og naturarven. I denne artikel belyses Fiskeri- og Søfartsmuseets arbejde med de fire første opgaver, som kan samles under fællesbetegnelsen samlinger og forskning, et arbejde, der på Fiskeri- og Søfartsmuseet siden 2007 har ligget i samme afdeling, men under skiftende navne, senest siden 2016 under navnet ”Team Viden og Samlinger”.

De kulturhistoriske samlinger

Ved åbningen af Fiskeri- og Søfartsmuseet/Saltvandsakvariet i 1968 rummede det nye museum utvivlsomt landets største og mest dækkende samling af fiskerirelaterede genstande. Samtidig med åbningen udkom museets første vejleder, eller guide, i form af et hæfte med titlen ”Dansk fiskeri gennem 100 år”. Hæftet præsenterede fiskerisamlingens kultur- og erhvervshistoriske baggrund og den viden om brug, fremstilling, materialer osv., som var resultatet af det forudgående årtis målrettede berejsning af danske fiskerilokaliteter. Den 48 sider lange vejleder var skrevet af Alan Hjorth Rasmussen, der i februar 1966 var blevet ansat som museets første inspektør, og skriftet var tætpakket med fakta om genstande og emner fra indsamlingsvirksomheden suppleret med museumsinspektørens faglige blik. Fra bådebygning og redskabsfremstilling til brugen af vod, ålejern, langline, garn og ruser og til navigation og afsætning af fisk blev dansk fiskeris materielle kultur gennem 100 år fremstillet i en leksikalsk oversigt som en foreløbig kulmination på mere end ti års indsamling. Om noget var vejlederen udtryk for en opfyldelse af initiativtager og første formand for museet, lektor Arne Espegaards, program, som denne havde skitseret det ved den stiftende generalforsamling i 1962:

…Et museum for søens gerning, et museum uden sentimentalitet, et arbejdets museum, nøgternt og sandt

Claus Sørensen (1888-1976) var medlem af Fiskeri- og Søfartsmuseets bestyrelse fra oprettelsen i 1962. Han var optaget af fiskeriets historie og bidrog selv væsentligt til museets genstandssamling, ligesom hans personlige fortælling om livet som fisker, entreprenør m.m. udgør mere end 25 timers interview i museets samling. Efter Claus Sørensens død blev hans store virksomhedsarkiv overdraget til museet, hvor det stadig udgør et af de mest omfangsrige af de mere end 1.500 arkivfonde. I 1968 blev Claus Sørensen det første æresmedlem af Fiskeri- og Søfartsmuseet, og da museet i 1971 erhvervede en sejlende trækutter til indsamling og undersøgelsesvirksomhed, fik kutteren navnet E 1 ”Claus Sørensen”.

Fra 1964 intensiveredes indsamlingen med hjælp fra bl.a. pensioneret overfiskeribetjent Jens Michaelsen. Det resulterede de følgende år i en årlig tilvækst på ca. 500 genstande, som blev placeret i forskellige magasiner syv forskellige steder i byen, indtil museet stod færdigt i 1968. Den sidste fase af indsamlingen
fik yderligere en vitaminindsprøjtning i 1966, da Alan Hjorth Rasmussen blev ansat som museumsinspektør, og samlingen blev dette år øget med 1.126 genstande.2 Med Alan Hjorth Rasmussen begyndte også dokumentationsarbejdet i form af indsamling af fotografier samt interviews, som sammen med de indsamlede genstande udgjorde en helhed.

Indsamlingen til museet var frem til åbningen i 1968 i store træk præget af, at man ønskede at vise repræsentationer af alle de væsentligste fænomener, som fiskerierhvervet havde frem bragt. Denne tilgang var langt hen ad vejen inspireret af det, der andetsteds i denne årbog er beskrevet af Eske Wohlfahrt som ”diffusionisme” med fokus på genstandstypers forekomst og spredningsveje. Men som Wohlfahrt også påpeger, blæste der netop i årene efter museets åbning nye vinde i museumsverdenen, og man forlod i nogen grad studiet af enkeltelementer til fordel for studiet af helheder.3 Op gennem 1970’erne fokuserede museet da også i langt højere grad på andre former for indsamling og dokumentation.

Fra sin ansættelse i 1966 havde Hjorth Rasmussen prioriteret arbejdet med at fotodokumentere fiskeriets udøvelse, og såvel fotos som filmoptagelser blev i de følgende år en central del af museets indsamlingsarbejde. Hjorth Rasmussen beskrev i museets medlemsskrift i 1974, hvordan han opfattede Fiskeri- og Søfartsmuseet som repræsentant for en ny tids museer, hvor rollen som dokumentationscenter var helt central:

 Ved begrebet dokumentationscenter forstås i denne sammenhæng et museum, som inden for sit område aktivt samler, opbevarer og formidler alle former for dokumentation, ikke blot genstande, men også fotos, negativer, film, båndoptagelser, optegnelser, arkivalier, brochurer, litteratur m.m

Således vægtedes fra og med 1970’erne i mindre grad den målrettede indsamling af genstande til fordel for disse andre typer af dokumentation. Samtidig var det en af Hjorth Rasmussens kongstanker, at man ved at udføre samtidsdokumentation, herunder følge fiskeriets udøvere på deres arbejdsplads på havet, langt bedre kunne lave en kvalificeret indsamling til museet, end hvis man blot lod stå til og ventede, indtil en given aktivitet ophørte, og museet derefter kunne overtage efterladenskaberne.5 Arbejdet med indsamling og dokumentation blev således efter 1968 præget af mere omfattende temaundersøgelser. Nogle af de mest markante var Andreas Møllers arbejde med Tøndermarskens kulturhistorie før afvandingen (1970-73),6 Hjorth Rasmussens arbejde med den jyske vestkysts fiskerihistorie som baggrund for de moderne fiskerihavnes fremkomst (1968-70),7 samt Hjorth Rasmussens deltagelse i projektet ”Fremtidsperspektiver for dansk havfiskeri”, hvor museet i et samarbejde med andre forskningsinstitutioner og sammen med fiskerierhvervet satte nye fangstmuligheder, fiskeriuddannelse og samtidsdokumentation på dagsordenen (1976-1979). 8 Perioden efter 1980 var præget af, at museet på indsamlingssiden prioriterede helheder såsom skibsbyggerier, fiskeindustrier, rederier, havnevirksomhed o.l. I 1978-79 iværksattes ”Billedindsamlingen”, som for alvor kickstartede museets mangeårige arbejde med at hjemtage og bevare historiske fotos, og Hjorth Rasmussens opfattelse af museet som dokumentationscenter fortsatte således også efter hans afgang fra museet i 1982. Både Poul Holms arbejde med det moderne danske fiskerierhverv i årene omkring 1990,9 kampagnen for indsamling af kutterregnskaber10 og ikke mindst Morten Hahn-Pedersens arbejde med Esbjerg havns forandring fra fiskerihavn til moderne trafik- og offshorehavn omfattede et begrænset genstandsmateriale, men store indsamlinger af data, fotos, interview, arkivalier, litteratur og optegnelsesmateriale.

En undtagelse fra den her beskrevne udvikling kan ses i opbygningen af museets fartøjssamling, som fandt sted fra Hjorth Rasmussens ansættelse i 1966 og de næste cirka 25 år. I denne periode tilføjedes museets samlinger mere end 40 træbyggede fartøjer i forskellig størrelse, fra ydmyge pramme til nordsøkuttere. Allerede i Arne Espegaards første udkast til et nyt museumsbyggeri i 1962-63 var der en bådehal inkluderet i visionen for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Bådhallen var udtryk for, at man anså det for uomgængeligt, at et nyt fiskerimuseum skulle beskæftige sig med fiskerierhvervets fartøjer, idet disse var en helt central del af erhvervets fysiske og økonomiske virkelighed. Men i 1965, da realitetsforhandlingerne med Esbjerg Kommune om museets udformning tog fart, blev den påtænkte bådehal sat på venteliste,11 og her har den mere eller mindre befundet sig lige siden. Ikke desto mindre hører indsamling af fartøjer til museets mest signifikante aktiviteter. Allerede i foråret 1966 erhvervede museet resterne af en havbåd fra Houvig på Holmslands Klit, bygget omkring 1820, og i de følgende år fulgte en række af kulturhistoriske perler, herunder Danmarks sidste evert fra sejlskibstiden, ”Ane Cathrine”, bygget på Fanø i 1887, en roredningsbåd bygget i 1900 på Orlogsværftet, fire marskbåde fra Tøndermarsken og en åledrivkvase. Behovet for vedligeholdelse, restaurering og i nogle tilfælde ligefrem rekonstruktion af fartøjerne gjorde det fra begyndelsen nødvendigt, at museet havde uddannede håndværkere til arbejdet i sin stab, og denne praksis er fortsat gældende i dag, hvor to skibstømrere varetager vedligehold af fartøjerne, såvel de landsatte som den sejlende kutter, E 1 ”Claus Sørensen”.

Ud over fartøjsindsamlingen blev der også foretaget større indsamlinger i løbet af 1970’erne og de følgende årtier, selv om museets fokus ikke længere var så entydigt på genstande. Moderne hjælpemidler i havfiskeriet såsom radioapparater, sonar, radar og ekkolod blev systematisk indsamlet som en udløber af Hjorth Rasmussens arbejde med samtidsdokumentation af nordsøfiskeriet, og museumsinspektør Niels Bach arbejdede i samme periode på at indsamle eksempler på danske glødehovedmotorer så meget desto større betydning havde det, at museet indsamlede dokumentation og tilegnede sig et kendskab, som kunne give mulighed for at realisere store udstillingsprojekter. Visionen om Fiskeri- og Søfartsmuseet som et dokumentationscenter for museets ansvarsområder kom også til udtryk i tilblivelsen af museets bibliotek. I 1971 modtog museet en større donation, hvilket muliggjorde anskaffelse af det bedste af den eksisterende litteratur om dansk fiskeri og andre beslægtede
emner, og i forlængelse heraf indgik man en aftale med Esbjerg Bibliotek om indkøb af faglitteratur vedrørende fiskeri, søfart, kystkultur og marinbiologi.

De naturhistoriske samlinger

Fiskeri- og Søfartsmuseets formålsparagraf indeholdt fra begyndelsen både kultur- og naturhistorie, og institutionens navn omfattede da også både museet og Saltvandsakvariet, som var udspringet for det naturhistoriske fagområde. Den kulturhistoriske samling af fiskeri- og søfartsmaterialer modsvaredes på det naturhistoriske område helt fra museets åbning i 1968 af en særdeles udadvendt formidlings- og undersøgelsesvirksomhed– ikke mindst med fokus på Vadehavet. Inden for det naturhistoriske område har museets indsamling været koncentreret om præparater, som er betegnelsen, når der er tale om organisk materiale. Havpattedyr, fisk og hvirvelløse dyr udgør grundmaterialet for museets indsamling, og med den rolle har museet gennem årene bidraget til de danske naturhistoriske museers fælles indsamlingsarbejde.

Gennem de sidste århundreder har videnskabelige samlinger været en vigtig del af den naturhistoriske forskning især indenfor systematik, studiet af organismernes mangfoldighed, klassifikation og slægtskabsforhold. Tilbage i tiden spillede samlingerne en altoverskyggende rolle for eksempelvis visionære naturforskere som Charles Darwin.14 I dag har de naturhistoriske samlinger stadigvæk stor relevans som hjælp til at belyse aktuelle problemstillinger i naturen – eksempelvis populationsgenetik og
miljømæssige påvirkninger. Derfor er det fortsat vigtigt at blive ved med at indsamle strategisk. Følgende citat fra Smithsonian National Museum of Natural History udtrykker meget godt hensigten:

Museumsgæster spørger af og til, om vi virkelig behøver at blive ved med at lade samlingerne vokse med flere og flere eksemplarer. Faktum er, at vi bogstaveligt talt kun har kradset i overfladen, når det kommer til at forstå naturens verden og menneskets placering i den. Det ville give lige så lidt mening at stoppe indsamlingen af præparater til det naturhistoriske museum, som det ville give mening at stoppe med at anskaffe bøger til et nationalbibliotek eller indlemme historiske dokumenter til det nationale arkivvæsen! Tilsammen hører sådanne samlinger til en nations største skatte.

 

Langt størstedelen af den naturhistoriske samling på Fiskeri- og Søfartsmuseet består af præparater, der stammer fra havpattedyr indsamlet i Danmark. Det er den samling, som fagligt og forskningsmæssigt prioriteres højst inden for museets naturhistoriske samlingsansvar. Det skal dog i denne sammenhæng nævnes, at Fiskeri- og Søfartsmuseet også rummer en mindre samling af vådpræparater, afstøbninger og udstopninger af fiskefaunaen i Danmark samt få præparater af fisk af udenlandsk
herkomst. Dertil kommer en samling af hvirvelløse dyr, somprimært består af muslinger og havsnegle, hvoraf nogle er fra tropiske farvande, samt pighuder, krebsdyr og insekter. Endelig råder Fiskeri- og Søfartsmuseet også over en stor samling af levende dyr, som vises i akvarierne og de øvrige anlæg, og som naturligt indgår i både formidlingen og forskningen på andre præmisser end den “døde” samling i magasinerne. Samlingen af levende dyr indeholder nældecelledyr, bløddyr, krebsdyr, pighuder,
bruskfisk, benfisk, andefugle, vadefugle og sæler samt et par får i museets Frilandsudstilling. Som kurator for en samling af levende dyr er museet godkendt som zoologisk anlæg, hvilket blandt andet betyder, at museet skal have en nedskrevet plan for dyrebestanden. Planen skal indeholde en oversigt over den nuværende bestand og fremtidsplaner samt begrundelser for valget af hver enkelt dyreart.17 Desuden registreres dyrebestanden i ”Species 360 – Global Information serving Conservation”. Species 360 er en missionsbaseret almennyttig organisation, som systematisk indsamler, registrerer og deler information om de dyr, som er i medlemmernes (heriblandt zoologiske haver og akvarier) varetægt.

Fiskeri- og Søfartsmuseets samling af præparater fra havpattedyr er med til at dokumentere havpattedyrs forekomst i Danmark gennem tiden. Det er derfor meningsgivende fortsat at fokusere på at komplementere denne samling af præparater sideløbende med museets engagement i ”Beredskabet for Havpattedyr”, som omtales i et følgende afsnit, da disse to aktiviteter uløseligt hænger sammen. Fortsat indsamling vil også sørge for, at der bibeholdes kontinuitet i samlingens tidsserier.

Fiskeri- og Søfartsmuseets samling af levende dyr opretholdes gennem indsamlingsarbejde foretaget af museets ansatte samt af aktive fiskefartøjer. Desuden tilvejebringes en del af samlingen gennem bytte med andre institutioner (danske og udenlandske akvarier), som også har samlinger af levende nældecelledyr, bløddyr, krebsdyr, pighuder, bruskfisk, benfisk og sæler. En mindre del af samlingen opretholdes ved eget opdræt – avlsprojekter med småplettet rødhaj, sømrokke og vandmand – eller andres opdræt, typisk andefugle og vadefugle.

Magasiner

Magasinforholdene var næsten fra museets start en udfordring. Den store indsamlingsaktivitet og fokus på genstandene forud for åbningen i 1968 betød, at det nye museum meget hurtigt blev præget af ”bugnende og overfyldte magasiner”. En foreløbig løsning på problemet blev, at man lejede en kommunalt ejet bygning i Sønderris, hvor bl.a. de mindre fartøjer, motorer og øvrige større genstande blev opmagasineret. Esbjerg Kommune ønskede imidlertid at tage bygningen i anvendelse til andet formål, og dette var medvirkende til, at museet i opbygningen af Frilandsudstillingen fra 1988 til 1995 integrerede et antal magasiner i bygningerne.21 Først og fremmest rejste man et åbent bådmagasin, hvor en stor del af de mindre joller og pramme kunne magasineres i uopvarmede, men klimaskærmede lokaler. Desuden etableredes i kælderen under værftsbygningen et klimastyret magasin til motorer og andre store genstande af metal. I perioder har frilandsområdet også måttet rumme hvalknogler fra de store kaskelotstrandinger i 1990’erne.

For bevaringen af de største fartøjer udgjorde etableringen af Frilandsudstillingen dog ikke en varig løsning, men ud fra et ønske
om levende formidling af de maritime håndværk, herunder også skibstømrerhåndværket, besluttedes det, at de største fartøjer fortsat kunne opbevares under åben himmel under den forudsætning, at skibstømreren løbende foretog overfladebehandling og vedligehold af skibene. Ideen var, at man derved sikrede både skibenes bevaring og formidlingen af skibstømrerhåndværket til museets publikum.

Den del af museumssamlingen, som fortsat befandt sig inden døre i museumsbygningen var i midten af 1990’erne ved at vokse sig ud af rammerne. På trods af at indsamlingen af genstande ikke længere foregik intensivt, skete der alligevel en løbende tilvækst af såvel genstande som arkivfonde, tegninger o.a., og det kom derfor som en stor hjælp, da det lykkedes at sikre opførelsen af en ny museumskube i 1997-98. Den nye bygning rummede i kælderetagen klimastyrede magasiner og arkivrum i et omfang, så den eksisterende samlings gode opbevaring kunne sikres. Igen var situationen dog sådan, at de nye magasiner ret hurtigt var godt fyldte, og derfor fortsatte arbejdet med at søge magasinkapaciteten udvidet også i årene efter årtusindskiftet. Siden 2014 er der således pågået et arbejde for at få etableret et fælles magasin med Sydvestjyske Museer.

I jubilæumsåret 2018 er status således, at man forventer, at langtidssikringen af Fiskeri- og Søfartsmuseets magasinkapacitet på kortere eller længere sigt skal findes i form af et samarbejde med kollegamuseer. Som en midlertidig løsning på en del af magasinudfordringerne indgik museet i slutningen af 2017 en aftale med et privat firma, Fjernarkiv Danmark, om opbevaring i klimastyrede magasiner af en række tidligere udstillede genstande, herunder seks fartøjer fra den faste fiskeriudstilling, ”Dansk havfiskeris gennembrud”, som blev nedtaget i november 2017.

Konservering

Siden museets første år har bevaring og konservering haft en høj prioritet. Mange af de oprindeligt indsamlede genstande var i en dårlig forfatning, og navnlig de mange trægenstande og vrag var en udfordring for museets ansatte. I løbet af 1970’erne skete en opkvalificering af museets konservering til et niveau, som var på højde med tidens tekniske krav, idet man anskaffede udstyr til automatisk udvanding og voksbehandling samt apparatur til varmglykolkonservering af mindre trægenstande. Det
var imidlertid ikke pladsmæssigt muligt at indrette tilfredsstillende konserveringsfaciliteter på museet, og efterhånden stod det klart, at konservering var et område, hvor såvel fagekspertise som fysiske rammer krævede mere, end hvad et museum af Fiskeri- og Søfartsmuseets størrelse kunne håndtere. Det var derfor en gavnlig udvikling for museet, da man i Ribe og Ringkøbing amters museumsråd fra og med 1979 fik iværksat en fælles konserveringsordning med etableringen af Konserveringsanstalten
i Ølgod. Den fællesmuseale konserveringstjeneste ansatte sin første medarbejder i marts 1979 og allerede i 1980 fik man tilknyttet flere konserveringsfaglige medarbejdere.23 Siden 1980’erne har Fiskeri- og Søfartsmuseet således lænet sig op ad konservatorerne i Ølgod, når der skulle foretages egentlig konservering af enkeltgenstande, hvad enten der var tale om malerier, fiskeredskaber eller andet. Derudover har museet nydt godt af den eksterne ekspertise i form af tilsynet med samlingerne og rådgivning om magasinforhold, og i de senere år har Konserveringscenteret ikke mindst været en vigtig sparringspartner i forhold til bekæmpelse af svamp og borebiller i træfartøjer samt senest på hele det naturhistoriske område med fokus på konservering af vådpræparater og knogler.

Registrering af den kulturhistoriske samling

En museumsgenstand er en fysisk enkeltgenstand eller en helhed af sammenhørende bestanddele, der er indført i et museum med det formål at bevare den for eftertiden på en sådan måde, at den bedst muligt dokumenterer den oprindelige kontekst, hvori genstanden indgik.

Bag dette udsagn, som har ligget til grund for Fiskeri- og Søfartsmuseets kulturhistoriske indsamling, ligger, at genstande i sig selv sjældent udgør nogen værdi, uden at genstandenes oprindelse, brug og tilhørsforhold er velbeskrevet. Det at være ”indført” i et museum betyder, at hver genstand skal have gennemgået en registrering, som er med til at fastholde den information og fortælleværdi, den indeholder.

Registrering af museumssamlinger har en lang og omskiftelig historie med forskellige tiders skiftende fokus og prioritering af opgaven. Museumsforeningens første formand, Arne Espegaard, var ikke kun primus motor i de genstandsindsamlinger, som lagde grunden til oprettelsen af Fiskeri- og Søfartsmuseet, han var også sprogforsker af fag og hans arbejde med registrering var derfor også af stor værdi, idet ”… Espegaard var ikke blot en entusiastisk indsamler, hans sprogvidenskabelige uddannelse kom museet til gode ved en grundig registrering af hvert eneste indsamlede objekt, som blev målt og beskrevet, naturligvis også med genstandens dialektnavn”, som en senere ansvarlig for museets indsamling udtrykte det.

Til at hjælpe sig fik Espegaard ansat museets første lønnede medarbejder, arkivar Andreas Møller, et par timer om ugen. Indføringen af genstande med angivelse af art og beskrivelse samt giver og herkomst blev noteret i Fiskeri- og Søfartsmuseets første genstandsprotokol, der blev påbegyndt i maj 1962. Registreringsarbejdet fortsatte med høj prioritet i den følgende hektiske indsamlingsperiode frem til museets åbning i 1968, men herefter kom der fokus på udstillinger og formidling, hvilket skubbede det øvrige museumsarbejde i baggrunden. I nogle år blev registreringsarbejdet sat på meget lavt blus med de såkaldte ”foreløbige blanketter”, som kun blev nødtørftigt udfyldt. Midt i denne registreringspukkel, der var blevet ophobet, tog museet i 1973 det drastiske skridt at lade al registrering overgå til EDB.

Som det første museum i landet gik Fiskeri- og Søfartsmuseet i 1973 i gang med at registrere den kulturhistoriske samling på EDB. På daværende tidspunkt omfattede museets samling mere end 10.000 genstande og 25.000 negativer. Når museet blev pionér, og ingen andre museer hidtil havde begivet sig ud i EDB-registrering, skyldtes det ifølge museumsinspektør Alan Hjorth Rasmussen at ”museumsfolk har haft et for traditionelt syn på museumsarbejde”.27 Til formålet blev indkøbt en kodebåndsmaskine til den nette sum af 18.000 kr., og der blev afsat 10.000 kr. om året til bearbejdning af indtastningerne hos en datacentral. De kodebånd, der kom ud af maskinen, blev afleveret til Vestjydsk Data Bureau i Esbjerg, som overførte data og oplysninger til mikrofiche.28 For at kunne læse mikrofiche blev der søgt og bevilget 9.000 kr. af Kulturministeriets dispositionsfond til indkøb af et læseapparat, idet ”museet i Esbjerg er det første på området, og at man fra statens side venter spændt på resultatet af EDB-registreringen”. I 1981 var omtrent halvdelen af alle museumsnumre overført til EDB, men da var den teknologiske udvikling for længst løbet fra kodesystemet, og man måtte erkende, at en ny løsning var nødvendig.30 Det havde været dyrt købte erfaringer, og oven i købet skete der i forbindelse med registreringen en del datatab, idet de såkaldte kodeark kun tillod et begrænset antal tegn i de felter, hvori oplysninger om genstandene blev anført.

Som en konsekvens af den kuldsejlede EDB-registrering stoppede indtastningen, og den manuelle registrering blev genoptaget i 1981 i form af indførsel i en protokol foretaget af den tidligere fiskeskipper Arno Josefsen, der blev ansat på museet. I iveren efter atter at få styr på samlingen, skete der i den periode imidlertid en del dobbeltregistrering, idet tidligere registrerede genstande fik et nyt museumsnummer, formentlig som et resultat af manglende mærkning med det oprindelige museumsnummer.

Tanken om EDB-registrering på museet var dog fortsat aktuel, og på landsplan blev der i 1984 nedsat et EDB-udvalg af Statens Museumsnævn med det formål at fremme og koordinere museernes brug af EDB såvel fagligt som administrativt.31 Det resulterede i udviklingen af et registreringssystem, Dansk MuseumsIndex (DMI), som dog aldrig blev taget i brug på Fiskeri- og Søfartsmuseet, sandsynligvis pga. af forsinkelser og funktionsproblemer, som andetsteds er blevet beskrevet således:

Det er uhensigtsmæssigt at lancere et program, hvor den vigtigste funktion – søgefunktionen – er så kompliceret, at den faktisk hæmmer brugen af programmet. Blandt andet af den grund anvendes DMI ikke af alle kulturhistoriske museer

I stedet fandt museet ved museumsinspektør Poul Holm, der blev ansat i 1986, et alternativt EDB-registreringssystem i form af programmet ARKIBAS, der var udviklet af Sammenslutningen af Lokalarkiver. ARKIBAS blev taget i brug som museets registreringssystem i 1989. Det DOS-baserede program havde en overskuelig brugergrænseflade, og museet overlod størstedelen af indtastningen af museets hidtidige registreringer til løst tilknyttede og midlertidigt ansatte, hvilket ikke var den mest ideelle løsning.

En anden udfordring var, at ARKIBAS ikke var udformet til registrering af genstande. Programmet var blevet udviklet til registrering af arkivalier på lokalarkiver, og ved at benytte systemet brød Fiskeri- og Søfartsmuseet med museernes tilgang til registrering, hvor museumssager er det styrende princip. I stedet blev der i ARKIBAS blevet oprettet 2.971 journalsager med giveren som omdrejningspunkt.

Alle sager og registreringer blev i 2008 ført over fra ARKIBAS til Kulturarvsstyrelsens registreringssystem REGIN. Det var blevet et krav til alle statsanerkendte museer, at der løbende blev indberettet genstande og dokumentation til Det Kulturhistoriske Centralregister, som siden 2004 kunne benyttes til online-søgning på hjemmesiden Museernes Samlinger. Med økonomisk støtte fra Kulturarvsstyrelsen og med Fiskeri- og Søfartsmuseet som den drivende kraft blev der udviklet et konverteringsværktøj
til overførsel af data fra ARKIBAS til REGIN, som øvrige museer i landet, der havde benyttet ARKIBAS, også fik glæde af. Bortset fra små tilretninger i de overførte registreringer var det en vellykket og problemfri konvertering fra et aldrende DOSprogram til det nye online og centralt drevne system, der for første gang gjorde det muligt for museerne at orientere sig i hinandens samlinger med henblik på at foretage en bedre og mere målrettet indsamling fremadrettet. På det kulturhistoriske område har museet gennem årene arbejdet ihærdigt med registreringen for at dokumentere og beskrive samlingen. En af udfordringerne i arbejdet har været at finde frem til et brugbart og anvendeligt klassifikationssystem.

De kulturhistoriske museer har traditionelt benyttet ”Den grønne
registrant” til at rubricere og sætte museumssamlingen i system, men for et specialmuseum har denne fra begyndelsen været utilstrækkelig, idet underopdelinger inden for emnerne fiskeri og søfart mangler. Ved indførelsen af den første EDB-registrering i 1973 valgte museet derfor at støtte sig til en omfattende international registrant ”Outline of Cultural Materials” med 631 forskellige kategorier, som også havde sine begrænsninger, og det endte med, at

Erfaringen fra vort arbejde med klassifikationssystemerne har fået os til at indse, at det ikke er muligt at finde frem til et 100% logisk og konsekvent klassifikationssystem.

Det er vigtigt med klassifikation for at skabe overblik over samlingen, men det var først fra 1999, museet fik indført et kategorisystem med de såkaldte ”henvisninger” i ARKIBAS. Indtil da havde det siden indførelsen af ARKIBAS i 1989 ikke været muligt at foretage egentlige søgninger, men med henvisningerne blev der etableret et kategorisystem bestående af såkaldte overordningsord med 53 forskellige kategorier, som museet selv havde opstillet som en udvidelse af ”Den grønne registrant”.

Hertil blev knyttet forskellige underordningsord, som det var muligt at søge en liste over – f.eks. vodspil i den overordnede kategori vod- og trawlfiskeri. Arbejdet med henvisninger var afsluttet, da ARKIBAS blev erstattet af REGIN i 2008, og henvisningerne med både overordnings- og underordningsord blev ført med over og gjort søgbare via fritekstsøgningen i det nye system. I mangel af et bedre og anvendeligt system er kategoriseringen med de benyttede ordningsord videreført i REGIN, idet ordene fortsat bliver skrevet som stikord til de enkelte poster ved oprettelsen af nye registreringer. Listen med stikord figurerer som bilag til den registreringshåndbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, der blev udarbejdet i 2014, idet stikordene fungerer som en integreret og kontinuerlig måde at klassificere registreringen og samlingen på.

Stikordssystemet har vist sig at være den eneste operationaliserebare løsning for museet til trods for, at der efter en ihærdig indsats fra Søfartspuljen og Fiskeripuljen blev lavet en udvidelse indenfor kategorierne søfart og fiskeri til ”Den grønne registrant”, som blev implementeret i REGIN i 2005.36 Tekniske udfordringer ved at bruge grupperingerne og den indbyggede registrant i REGIN, da museet gik over på systemet i 2008, har dog betydet, at registrantgrupperne aldrig er blevet implementeret i museets registreringer. Henvisningerne og indførelsen af et søge- og klassifikationssystem er blot ét af resultaterne af, at der i perioden 1999-2016 blev foretaget en systematisk og prioriteret indsats på samlingsområdet, hvilket har været med til at give registreringerne et tiltrængt kvalitetsløft både sprogligt og indholdsmæssigt bl.a. med tilføjelse af mål, materiale og foto til genstandsregistreringerne.

I perioden blev hele samlingen endevendt og identificeret, og som et stort løft fik alle genstande tilføjet en placeringsangivelse. Hidtil havde kendskabet til den nøjagtige placering af de enkelte genstande været forbeholdt den daværende magasinforvalter, men det grundige arbejde med samlingen fra 1999 kulminerede i en egentlig samlingsgennemgang i 2009-2011 med afrapportering til Kulturstyrelsen, hvilket har været med til at give et overblik over fejl og mangler i museets registreringer. 37 I forbindelse med samlingsgennemgangen blev 279 genstande udskilt af samlingen, fordi de var i for ringe stand eller helt udokumenterede. Derudover blev ca. 3.000 museumsnumre slettet, fordi det var deciderede fejlregistreringer af f.eks. arkivalier, fotos, bøger og tegninger ligesom dobbeltregistrerede genstande ved den lejlighed blev identificeret. Kulturstyrelsen påbegyndte i 2014 arbejdet med at udvikle et nyt samlingsregistrerings- og administrationssystem, forkortet SARA. Det nye system skal afløse REGIN, som efterhånden har mere end et årti på bagen som museernes IT registrerings- og indberetningssystem. Inden længe starter således et nyt kapitel i museets digitale rammer for arbejdet med samlingerne.

Registrering af den naturhistoriske samling

For den naturhistoriske samlings vedkommende har registreringspraksis fulgt en anden udviklingslinje. Det første journalnummer
i Fiskeri- og Søfartsmuseets havpattedyrssamling stammer fra 1971 – en spættet sæl. Det var dog først i 1991, at en mere systematisk registrering af præparater fra havpattedyr påbegyndtes. Denne systematiske registrering affødtes af et samarbejde mellem den daværende Skov- og Naturstyrelse, Statens Naturhistoriske Museum, Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet om at gennemføre en registrering af strandede havpattedyr. I 1993 blev samarbejdet formaliseret i ”Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle”.38 Dette samarbejde eksisterer stadig og er nedskrevet i ”Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr”.

Samarbejdet er desuden udvidet til også at omfatte DTU Veterinærinstituttet og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Til dato er der på Fiskeri- og Søfartsmuseet registreret i alt 2.210 havpattedyr fordelt på 1.827 sæler og 383 hvaler. Indtil 2017 blev Fiskeri- og Søfartsmuseets havpattedyrssamling registreret i et protokolsystem, hvorfra visse data blev overført til relationsdatabase- programmet ACCESS og sidenhen regnearksprogrammet EXCEL.

Med ønsket om at gøre samlingen lettere tilgængelig for både forskere og almindelige borgere indgik museet sammen med de andre naturhistoriske museer i Danmark et digitaliseringssamarbejde, som Slots- og Kulturstyrelsen støttede økonomisk.40 Samarbejdet byggede på en fælles aftale om at bruge samlingsdatabasesystemet SPECIFY som fælles standard for forvaltning af naturhistoriske samlinger i Danmark. SPECIFY er et anerkendt databasesystem, som administrerer data for videnskabelige naturhistoriske samlinger. Når det gælder naturhistorien har vi i dag takket været tidligere generationers systematiske indsamling af naturhistoriske genstande en enestående mulighed for at dokumentere ændringer i vores natur over tid.

Hvert individ i Fiskeri- og Søfartsmuseets havpattedyrssamling er for eksempel med til at give et øjebliksbillede af en bestemt dyreart på et givet tidspunkt. For at samlingen kan have videnskabelig værdi er det ekstremt vigtigt at indsamle og dokumentere så systematisk og detaljeret som muligt, da vi ikke ved hvilke metoder og teknikker fremtidens forskning vil benytte og dermed ikke hvilket materiale, der er behov for.

Den største del af Fiskeri- og Søfartsmuseets havpattedyrssamling består af præparater fra sæler – primært af kranier og nedfrosne vævsprøver fra spættet sæl.

Den anden del af samlingen udgøres af præparater fra hvaler strandet langs Danmarks kyster. Disse præparater består overvejende af nedfrosne vævsprøver samt kranier såvel som komplette hvalskeletter. I tidens løb er dokumentationsgraden ved indsamling til museets havpattedyrssamling blevet mere detaljeret. De detaljer, der om muligt ønskes dokumenteret ved indsamling og registrering af en sæl, som skal indgå i samlingen på Fiskeri- og Søfartsmuseet, er:

Art, funddato, fundlokalitet, dødfundet/aflivet, køn, vægt, alder, totallængde (stangmål), længde fra snude til hale (stangmål og kurvemål), reduceret længde (kurvemål), brystmål (kurvemål), bagluffernes længde, forluffernes længde, spæktykkelse (posterior sternum), vægt af lever og milt.

Ligesom dokumentationen er indholdet af indsamlingsmaterialet med tiden også blevet systematiseret og mere omfattende.

Her indsamler museet følgende fra eksempelvis sæler: Kranium, penisknogle, vævsprøver fra lever, nyre, muskel og spæk. I de tilfælde, hvor havpattedyrene obduceres, registrerer museet også DTU Veterinærinstituttets obduktionsrapport i de respektive sager.

Forskning

Arbejdet med museets samlinger er tæt forbundet med museets forskning i en stadig vekselvirkning. Som udgangspunkt er det forskningen, der lægger linjerne for, hvad der skal samles ind, men de indsamlede genstande er også med til at stille nye spørgsmål til forskningen, dels i forbindelse med forskningen i de indsamlede genstande og dels når genstandene sættes i spil i formidlingsøjemed, for eksempel i forbindelse med en udstilling, hvor samspillet med publikum ofte er med til at rejse nye problemstillinger. I en artikel i Sjæk’len 2007 redegøres for indholdet af forskningen på museet de første 40 år.

Emnerne dækker bredt museets natur- og kulturhistoriske ansvarsområde under følgende overskrifter: Vadehav og Tøndermarsk, fiskeribiologi, sæler, hvaler, fiskerihistorie, søfart og havne, offshore, regionalhistorie samt kystkultur og kulturmiljø. Disse emner er stadig dækkende for museets forskning, hvor hovedtemaerne for museets fire faste forskere i det forløbne tiår har været ”Vestjylland og Nordsøen siden 1960” (Morten Hahn-Pedersen), ”Vadehavets kulturlandskab og historie” (Mette Guldberg), ”Dansk fiskeris historie” (Søren Byskov) og ”Populationsstruktur og adaptiv evolution” (Lasse Fast Jensen). Museets forskning afrapporteres løbende i form af artikler i Sjæk’len og i talrige andre sammenhænge. I det følgende vil der derfor ikke blive gået i detaljer med indholdet af museets forskning, men mere blive set på de rammer, museets forskning er foregået i.

I 1994 blev der med dannelse af forskningscentret Center for Maritim og Regional Historie (CMRH) i et samarbejde mellem Fiskeri- og Søfartsmuseet og først Aarhus Universitet og siden Syddansk Universitet taget et afgørende skridt i retning af at sætte fokus på museets forskningsforpligtigelse og sikre, at museets
forskning kunne leve op til og evalueres på linje med universitetsforskning. 44 Konstruktionen, hvor et museum indgår i et forpligtende samarbejde med et universitet, var den første af sin art i Danmark og har siden dannet forbillede for oprettelse af flere lignende centre. Modellen er da også gennem tiden blevet fremhævet i flere sammenhænge, når talen har været om organisering af forskningen på museumsområdet, og det er ikke få gange, museets forskere er blevet bedt om at fortælle om erfaringer med konstruktionen i sammenhænge, hvor det drejede sig om rammer for opfyldelsen af museernes forskningsforpligtelse. Ud over at fastlægge indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling som museernes redskaber til at opfylde deres mål, bestemmer museumsloven også, at museerne skal samarbejde for at nå dette mål. Samarbejde har da også altid været en vigtig del af arbejdet på Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor aktiv deltagelse i diverse netværk altid er blevet set ikke bare som en pligt, men også som et væsentligt middel til at styrke det faglige miljø, ikke mindst på forskningsområdet.

Således har museet en lang tradition for deltagelse i internationale faglige netværk. Et af dem er et samarbejde mellem museer i byer omkring Nordsøen – Association of North Sea Cities – som i mange år med to-tre års mellemrum har afholdt historikerkonferencer med efterfølgende publicering af indlæggene. Samarbejdet blev i 2013 udvidet til under navnet the Northern Seas Maritime Museum Network ud over Nordsøen også at omfatte Nordatlanten og Østersøen. Samtidig blev der indgået et samarbejde med det internationalt anerkendte historiske tidsskrift International Journal of Maritime History om publicering af indlæg fra konferencerne. Også på nationalt plan har Fiskeri- og Søfartsmuseet aktivt medvirket til at udvikle rammerne for museernes forskning ved at deltage i organer, som arbejdede med strukturer for forskningen på mere centralt plan. Inden for det sidste tiår er dette sket ved deltagelse i de faglige råd tilknyttet museernes statslige samarbejdspartner, Slots- og Kulturstyrelsen (tidligere Kulturstyrelsen 2012-2015 og før det Kulturarvsstyrelsen 2002-2011), hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet har været repræsenteret i rådet for Nyere Tids Kulturhistorie i perioden 2000-2010 og i rådet for Naturhistorie 2011-2016. Her var opgaverne ud over at udarbejde indstillinger vedrørende forsknings- og undersøgelsesprojekter også at udvikle museernes arbejde med arbejdsplaner og forskning samt at deltage i forskningsvurderingerne i forbindelse med Kulturarvsstyrelsens kvalitetsvurderinger af museer. Fiskeri- og Søfartsmuseet kunne dermed på helt tæt hold følge de ændrede krav til forskningen på museerne, der begyndte at gøre sig gældende i slutningen af 00’erne. Styrelsen havde fra gammel tid en rådighedssum, som museerne kunne søge til deres forsknings- og undersøgelsesprojekter, der kunne række fra helt store projekter og ned til projekter af få ugers varighed. I 2010-puljen blev minimumsgrænsen for ansøgninger til denne pulje hævet til 100.000 kr., og samtidig forsvandt ordet ”undersøgelse” ud af ansøgningsmaterialet, hvilket betød, at ansøgningerne i højere grad skulle vurderes ud fra formelle forskningskriterier. Denne udvikling lå helt i tråd med den forskningsstrategi for Kulturministeriets område, der var kommet i 2008, og som satte som mål, at der skulle arbejdes efter et alment forskningsbegreb og efter internationale standarder. Kulturministeriets forskningsstrategis standarder blev gjort til en anbefaling for museumsområdet af arbejdsgruppen bag den udredning om fremtidens museumslandskab, som udkom i 2011 og dannede baggrund for revisionen af museumsloven i 2012.

Det betyder i praksis, at forskningen skal kunne evalueres ud fra de kriterier, der gælder for forskning på universiteterne, og som en konsekvens af loven blev store dele af Kulturstyrelsens rådighedssum, som museerne opfattede som ”deres” forskningsmidler, flyttet til at blive administreret sammen med de andre midler, som uddeltes af Kulturministeriets Forskningsudvalg.

Dermed skulle museerne søge i konkurrence med alle forskningsinstitutioner på statens kulturministerielle område, hvilket betød større fokus på formelle forskningskvalifikationer, herunder om ansøgeren havde en ph.d.-grad. Takket være Fiskeri- og Søfartsmuseets årelange deltagelse i forskningscentret Center for Maritime og Regionale Studier rådede museet ved lovens ikrafttrædelse over fire fastansatte forskere, der besad de formelle forskningskvalifikationer, og museet var derfor umiddelbart i stand til at leve op til de nye krav til museernes forskning, der nu blev en forudsætning for at kunne søge statslige forskningsmidler. Det er dog ikke kun fra statslig side, museet har opnået støtte til sin forskning. I perioden 2008 til 2017 har museet opnået eksterne bevillinger på i alt knap 7,4 millioner kroner til forskning. Af disse stammer knap 25 % fra offentlige midler, mens godt 74 % kommer fra private fonde og virksomheder. Bevillingerne er primært hentet hjem til projekter vedrørende laksefisken snæblen, dansk-hollandske forbindelser i 1600-1700-tallet,48 dansk fiskeri,49 og offshore olie og gas.

Bevillingerne har sat museet i stand til at løfte forskningsopgaver af en størrelse, som ellers ville have været umulige at løfte inden for de faste bevillinger, og de har medvirket til at styrke museets netværk i forskningsverdenen såvel nationalt som internationalt. Det har også medført, at museets forskere har været – og fortsat er – involveret i mange forskellige former for bedømmelses- og rådgivningsopgaver, som f.eks. censur ved universitetseksaminer, opposition ved ph.d.-forsvar, deltagelse i lektorbedømmelse, peer review af forskningsartikler og deltagelse i følgegrupper til forskningsprojekter. Tilsvarende stiller museet også sine forskningsfaciliteter til rådighed for studerende og yngre forskere, som i kortere eller længere tid kan være tilknyttet museet, f.eks. i forbindelse med specialeskrivning på universitetet.

Museets årbog Sjæk’len spiller en væsentlig rolle i styrkelsen af museets forskningsaktiviteter både indadtil og udadtil. Indadtil sikrer det forhold, at museets forskere hvert år skal levere en artikel til Sjæk’len, at projekter bliver afrundet og færdiggjort til publicering, hvilket ellers kan være en udfordring i en travl
hverdag, hvor nye projekter bestandigt trænger sig på og konkurrerer om tiden. Udadtil, fordi Sjæk’len giver plads for eksterne forfattere, som dermed har en platform til at publicere artikler inden for museets emneområder. Mange af museets gode samarbejdspartnere har i tidens løb benyttet sig af den mulighed, ikke mindst fordi Sjæk’len er en anerkendt faglig årbog, der er med på autoritetslisten for historie, hvilket indebærer at publicerede videnskabelige artikler kan tælles med i meriteringen
i den videnskabelige verden.

I 2014 gennemførte Kulturstyrelsen en kvalitetsvurdering af Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvorunder også museets forskning blev vurderet. Styrelsen fandt museets arbejde med sin forskningsforpligtelse ”meget tilfredsstillende” og anbefalede ”

1) at museet i det videre arbejde med fornyet forskningsstrategi sikrer, at forskningsstrategien har en klar sammenhæng til eller indarbejdes i museets overordnede strategi samt afspejler forskningsindsatsens relation til den øvrige faglige opgavevaretagelse og museets organisatoriske og ressourcemæssige forhold.

2) at museet fastholder sit høje ambitionsniveau for kvalificering og udvikling af forskningsindsatsen.” Som et led i at konsolidere samarbejdet med Syddansk Universitet
indgik Fiskeri- og Søfartsmuseets forskningscenter Center for Maritime og Regionale Studier i en fusion med et tilsvarende center, det ti år yngre Center for Industri- og Erhvervshistorie – hvor den museale samarbejdspartner var Danmarks Industrimuseum i Horsens – og blev til det nydannede Center for Maritim- og Erhvervshistorie i begyndelsen af 2016.51 Centret danner bl.a. ramme om to store forsknings- og formidlingsprojekter finansieret af VELUX FONDEN, nemlig projektet ”Handel
og Vandel – om dansk-hollandske kontakter i 16-1700-tallet” og projektet ”Industrien i det 21. århundrede: Robotter, klynger og fortællinger”. Desuden dannede centret i efteråret 2017 i samarbejde med Center for Virksomhedshistorie, Copenhagen Business School et forskernetværk for Maritim Erhvervshistorie.

I august 2016 blev der i forbindelse med en nyorientering af Fiskeri- og Søfartsmuseets mission, vision og strategi gennemført en omlægning af økonomien, der bl.a. havde til formål at skabe råderum til nye udviklingstiltag. Denne omlægning indebar også afskedigelse af tre medarbejdere på museet, herunder museets eneste naturhistoriske forsker, ph.d. Lasse Fast Jensen, der kort forinden var blevet seniorforskerbedømt. Tidligere var også forskningsbemandingen på den kulturhistoriske side blevet reduceret med museets mangeårige direktør Morten Hahn- Pedersens afgang. Hahn-Pedersen var blevet seniorforskerbedømt allerede i 1994 og indgik således i staben af museets faste forskere. Museets bemanding af faste forskere er således på få år blevet halveret fra fire til to, hvilket fremover vil accentuere vigtigheden af at indgå i forskernetværk og af at kunne tiltrække projektmidler. Begge dele skulle museet trods det reducerede mandskab stå godt rustet til, ikke mindst på grund af de gode rammer, der er skabt med etableringen af Center for Maritimog Erhvervshistorie i 2016.

Afslutning

Helt tilbage fra museets start har museets natur- og kulturhistoriske samlinger og forskning været bragt i spil i undervisning, udstillinger, publikationer, foredrag og utallige andre sammenhænge. Arbejdet i ”Team Viden og Samlinger” foregår i et stadigt samspil med museets formidlingsvirksomhed. Seneste manifestation af dette samarbejde var åbningen af udstillingen ”Energi fra Havet – dansk offshore på Nordsøen”, hvor museets tidligere direktør Morten Hahn-Pedersens mangeårige forskning i dansk offshore på Nordsøen skabte grundlag for den store udstillings åbning i september 2016.

Kendetegnende for museets faglige arbejde siden 1960’erne har været et engagement i at dokumentere og formidle de indsigter, som arbejdet med samlingerne og ansvarsområderne har bidraget til at skabe. For dansk fiskeri, vestjysk søfart og offshore til Vadehavets kultur og natur samt de danske farvandes rige dyreliv gælder det, at museet rummer såvel rige samlinger som indgående kendskab og stor bredde i evnen og viljen til at bedrive forskning og formidling til ikke kun den specielt interesserede
fagfælle, men også til den brede offentlighed og skolebørn på alle alderstrin. I bund og grund kan man sige, at det er Fiskeri- og Søfartsmuseets samlinger og arbejdet med disse, der gør det muligt at opfylde museets mission, som er

At koble natur- og kulturhistorie om mennesker og havet i spændende forskningsprojekter, levende fortællinger, udstillinger og formidlingsforløb og derved medvirke til øget erkendelse for gæster og samfund

Back To Top
×Luk søgning
Søg
X

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er okay med dette, men du kan fravælge, hvis du ønsker det Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close