skip to Main Content

Rå modernisme og gamle fortællinger

Rå modernisme og gamle fortællinger

Af Trine Baun

Fiskeri- og Søfartsmuseets første 50 år har været både spændende og lærerige, og museet er på mange måder vokset og har forandret sig gennem årene. Der har været skrevet meget om Fiskeri- og Søfartsmuseet – både om museets visioner, udvidelser, renoveringer og meget mere. Et overset emne er museet i sig selv. Uden mure og bygninger var der intet museum. For de lokale i Esbjerg er de markante røde bygninger et kendt syn, og mange esbjergensere har tilbragt mange timer af deres barndom på museet. Men det er få, der egentlig tænker over museets udseende andet end genkendeligheden ved bygningen, som ikke blot er røde mursten, men derimod et arkitektonisk mesterværk.

Byens gave til sig selv

Det er historien om et museum, der begyndte med en udbrydergruppe, idet museet opstod inden for rammerne af et andet museum. Allerede i 1932 opstod ønsket om at lave et kombineret by-, egns- og fiskerimuseum. Man ønskede, at befolkningen skulle lære mere om fiskeriets historie, ligesom man så det som en mulighed for at øge fiskernes viden om deres erhverv og de fisk, som skabte deres livsgrundlag. Der skulle gå næsten ti år før denne drøm tog første skridt på vejen til at blive et museum.
I 1941 blev der oprettet en museumsforening for et fiskerimuseum på Esbjerg Museum.

I 1957 blev Arne Espegaard valgt ind i foreningens bestyrelse og involveret i sagen mellem de to fraktioner, der var opstået på Esbjerg Museum mellem dem, der interesserede sig for henholdsvis arkæologien og fiskeriet. Han beskrev sit første møde, som noget der gav anledning til at ”…der lød bulder og brag fra lokalet”. Fiskeriafdelingen kæmpede for at kunne bevare muligheden for at lave en mindre udstilling om fiskeri, og det medførte, at kræfterne til at bevare og konservere de indsamlede genstande haltede efter. Konflikterne med Esbjerg Museum var dog ikke løst, og i 1961 blev det besluttet at oprette et specialmuseum for fiskeri. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden den økonomiske støtte, der blev ydet fra Esbjerg Kommune, fiskeriorganisationerne og senere også fra staten. Den 8. februar 1962 udtrådte fiskeriafdelingen af Esbjerg Museumsforening og blev oprettet som en selvstændig forening. På kun en måned fik museumsforeningen knap 400 medlemmer, og Fiskeri- og Søfartsmuseet var langsomt ved at blive en realitet.

Arne Espegaard øjnede en mulighed for, at fiskerimuseet med tiden kunne opstå i egne bygninger. Espegaard havde hørt om et andet museum, der i forbindelse med et byjubilæum havde fået rejst nogle bygninger til en særudstilling. Disse bygninger var efterfølgende blevet revet ned igen. Pressen i Esbjerg gav tydeligt udtryk for et lignende ønske om en særudstilling vedr. fiskeri i forbindelse med byens og havnens 100 års jubilæum i 1968. Det var fiskeri og søfart, der havde skabt Esbjerg, og hvad ville et jubilæum være uden en udstilling om byens eksistensgrundlag.

Det var derfor oplagt, at den nye museumsforening arbejdede mod mere end blot en midlertidig udstilling i forbindelse med jubilæet. Museet havde også alvorlige pladsproblemer og kunne ikke opbevare alle de genstande, der blev indsamlet. Espegaard besluttede sig derfor for, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at Esbjerg by skulle bygge et permanent museum i forbindelse med havnejubilæet – og sådan blev det.

Arkitektkonkurrence og afsløring

Esbjerg Byråd udskrev en arkitektkonkurrence for at finde de perfekte rammer for det nye museum.4 Museets egne samlinger af fiskeriredskaber var allerede imponerende, og der var behov for en bygning, der kunne rumme det store antal genstande, ligesom der skulle tages hensyn til at samlingen kunne vokse yderligere. Desuden var der et ønske om et akvarium, der skulle vise dyrelivet i de danske farvande, således at man på nært hold kunne studere de fisk, der lagde grunden til det enorme fiske-rierhverv, som på daværende tidspunkt var på sit højeste. Desuden skulle der være en samling af modelfartøjer, som kunne skildre de forskellige bådtyper, der blev anvendt inden for fiskerierhvervet.

Ligeledes skulle der være lokaler til et Skallinglaboratorium, som hørte til under Københavns Universitets Geografiske institut. Desuden skulle der være lokaler til udstillinger, publikumsområder og et mindre cafeteria til besøgende gæster. Ikke mindst ønskede man samtidig at kunne tilbygge en bådehal på 400 m2, men det var ikke muligt at finde økonomien til at tilbygge bådehallen fra start. Dertil kostede etableringen af saltvandsakvariet for meget. Det var dog så stort et ønske fra museumsforeningen, at Esbjerg Byråd indskrev bådehallen som en del af arkitektkonkurrencen. Man ønskede at publikum skulle have adgang til bådehallen gennem de først etablerede bygninger, og arkitekterne skulle derfor nøje vise, hvordan en fremtidig hal kunne bygges til museet uden at ødelægge de eksisterende bygninger.

Arkitektkonkurrencen blev udsendt på landsplan efter ønske fra byrådet. Man ønskede at skabe et værdigt bygningsværk, der ikke blot satte rammerne for et kommende museum. Det skulle samtidig være en bygning af høj arkitektonisk klasse. Da fristen udløb havde dommerkomiteen modtaget ikke mindre end 81 forslag. Blandt medlemmerne af dommerkomiteen var Esbjergs borgmester Henning Rasmussen og lektor Arne Espegaard, der var formand for museumsforeningen. De fik til opgave at finde tre forslag, som byggeudvalget skulle arbejde videre med. Ideerne var indkommet anonymt, for at arkitekternes renommé ikke skulle påvirke udfaldet af konkurrencen.

Halldor Gunnløgssons og Jørn Nielsens forslag blev udråbt til konkurrencens vinder. I dommerbetænkningen blev det fremhævet, at det især var bygningens adgangsforhold, der havde været udslagsgivende. Den logiske opbygning af museet med forhallen som centrum mellem kuberne gjorde det let for den besøgende at overskue museet. Dermed sikrede arkitekterne, at den besøgende fik det fulde overblik over museets rum og dermed ikke overså en udstilling. Ligeledes var rummene opbygget med en god variation af naturlig og kunstig belysning, der oplyste museets bygninger på en unik måde, som gav kommende udstillingsteknikere rig mulighed for at skabe de perfekte lysforhold til de udstillinger, som museet med tiden ville fremvise.

Ligeledes blev det fremhævet, at bygningerne respekterede det eksisterende terræns bevægelser. Landskabet på museumsgrunden var ujævnt og havde en sænkning langs Tarphagevej ved parkeringsområdet. I stedet for at tegne et byggeri, hvor det var nødvendigt at plane grunden, havde Gunnløgsson i stedet indarbejdet terrænets niveauforskelle i de forskellige bygningsdele. Det kan blandt andet ses ved museets indgang, hvor den besøgende er på niveau med laboratoriefløjens parterreplan, mens det er nødvendigt at bevæge sig flere etager op af den store trappe for at nå til museets forhal. Sammenhængen med det omgivende terræn var samtidig et meget typisk kendetegn for Gunnløgsson.

Cafeteriet blev fremhævet ud fra placeringen, som gav den besøgende udsigt ud over Ho Bugt og indsejlingen til Esbjerg Havn, hvilket gav den besøgende en fornemmelse af at være tæt på havet, selvom museet er adskilt fra havet af en vej. Ligeledes værdsatte dommerkomiteen de muligheder, som arkitekterne havde skabt, for at museet senere kunne få tilføjet flere bygninger og dermed skabe grobund for den ønskede bådehal som en del af det eksisterende byggeri. Bådehallen er endnu ikke realitet, selvom museet kan fejre sit 50-års jubilæum – men drømmen om en bådehal er ikke blevet mindre.

Rå brutalitet

Gunnløgssons arkitektoniske stil er efter 50 år stadigvæk unik. Med sin japansk-amerikanske byggestil markerer Gunnløgsson sig som en af de bedste arkitekter i den danske modernistiske arkitektur. I 1958 færdiggjorde han sit eget hus i Rungsted, som var et unikt arkitektonisk mesterværk for sin tid. Det var kraftigt inspireret af japansk arkitektoniske strømninger, og adskilte sig markant fra den fremherskende arkitektur på daværende tidspunkt. Det markerede Gunnløgsson som en af de mest lovende danske arkitekter, og huset er stadig genstand for stor beundring og inspiration for arkitekter.

Gunnløgsson var nøgtern i sin byggestil. Modetendenser var ham stærkt imod, og han anså dem for at være overfladiske – kort sagt unødvendige. For ham handlede arkitektur om at dække et behov og få byggeriet til at indleve sig i den kontekst, det befandt sig i. Her var det vigtigere at se nøje på omgivelserne og områdets historie, fremfor at lade sig inspirere af hvad der var moderne. Gunnløgsson mente, det ødelagde arkitekturen og omgivelserne, når arkitekterne forvirrede skiftede mellem forskellige strømninger og tendenser. I stedet talte han kraftigt for at bevare et dansk særpræg på arkitekturen, således at der opstod en helhed mellem de danske byggetendenser.

Denne holdning kan også ses på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Bygningerne fremstår i dag lige så tidløse og moderne som de gjorde for 50 år siden. De er stadig aktuelle og værdiskabende. Det tidløse design og moderne bygninger gør det muligt for museet konstant at forny og relancere sig inden for de fysiske rammer.

Mursten og beton

Spillet mellem de store kubiske haller og resten af museets bygninger var en af de ting, som sikrede Gunnløgssons vinderposition til arkitektkonkurrencen. Bygningerne er en blanding af rå betonelementer og røde mursten, som giver en udtryksfuld blanding og skaber en raffineret brutalisme. Det harmonerer godt med den robusthed og de til tider brutale vejrforhold, der præger Esbjerg og den vestjyske natur.

Forhallen, den tilhørende cafe samt laboratoriefløjen var ikke kvadratiske som kuberne. Bygningerne er lavere end de store udstillingshaller, der tårner sig op over dem. Forhallen er primært belyst med oven- og sidelys, som kommer ind fra murene mellem udstillingshallernes bygninger. Det naturlige lys justerer sig efter vejret og tidspunktet på dagen og skaber en afdæmpet atmosfære – noget der er nødvendigt i en forhal, der binder alle museets hjørner sammen. Roen gør det nemt for den besøgende at skabe sig et overblik over museets bygninger, og den besøgende ledes naturligt rundt i museets lokaler. Forhallen er indrettet med et mindre amfiteatralsk opbygget auditorium, som befinder sig under cafeens balkon. Her har museet mulighed for at lave forskellige arrangementer, hvor alle besøgende har frit udsyn til, hvad der sker på det sænkede gulv. Det bruges ofte til feriearrangementer og events, hvor børnene kan samles på trinene til auditoriet og stadig have godt udsyn til, hvad der sker.

Forhallen er opbygget i røde mursten, der kun brydes af ubehandlede betonsøjler, som bærer loftet. Den sparsomme elektriske belysning består af stilfulde og diskrete kobberlamper, der er placeret på væggene rundt langs hallen. Ved akvariehallen har forhallen enkelte små akvarier etableret i 1990’erne, som omgående fascinerer de yngste besøgende og hjælper med at lede vej mod akvariehallen. Cafeen er en åben del af forhallen. Den store trappe fører fra forhallen og op til cafeen, hvor den besøgende bliver mødt af den imponerende udsigt ud over Grådyb. Cafeen er opbygget med vinduespartier, som skaber en panoramisk udsigt over Fanø, Skallingen og indsejlingen til Esbjerg Havn.

Selvom rummet er stort, er det indrettet således, at selv den bageste del af cafeen er godt belyst. På gamle sort/hvid billeder kan man se, at der på et tidspunkt har været skydedøre på hele den ene langside af cafeen, som vender ud mod havet. På et tidspunkt er disse døre blevet udskiftet og erstattet med vinduer og almindelige døre.

Laboratoriefløjen ligger på højre side, når den besøgende træder ind i forhallen, og strækker sig ned langs hovedindgangens trappe. Fløjen er ligesom cafeen opbygget med søjler og dragere af betonelementer, som tydeligt adskiller sig fra udstillingshallernes røde mursten. De dynamiske forandringer i byggeriets udtryk skaber et æstetisk afbræk for øjet. Ved at implementere betonelementerne træder de forskellige afdelingers særpræg tydeligere frem, og adskiller dem fra kuberne. Forskellen mellem
udstillingsområde og andre områder understreges ved de markante forskelle i bygningsmaterialer, udformning og niveauforskelle.

Laboratoriefløjen rummede museets administration, undervisningslokaler samt bibliotek. I takt med at museet er vokset, kunne laboratoriefløjen ikke længere rumme museets bibliotek og behov for kontorer. Derfor blev afdelingen renoveret og administrationen flyttede til nye lokaler. I dag rummer den gamle laboratoriefløj museets særudstillinger og undervisningslokaler, hvor besøgende kan besøge laboratoriet i skolernes ferier, og skoleklasser kan lære mere om Vadehavet og dets dyreliv, mens kontorer og bibliotek i 1998 blev flyttet over i den nybyggede kube. I 1968 blev der bygget to udstillingshaller. Den ene rummer museets saltvandsakvarium, mens den anden satte rammerne for museets udstillinger. Akvariehallen og udstillingshallen er kvadratiske og opbygget i røde, sønderjyske, hårdtbrændte teglsten. Hjørnerne er blevet afrundet – en detalje der skulle lede tankerne hen på den kraftige vestenvind, som med sin hiven og sliden påvirkede alt på sin vej og med tiden afsleb alle kanter og hjørner. Hallerne er højere end resten af bygningerne og rager tydeligt op over cafeteriet og forhallen. Gunnløgsson markerede ønskerne om en bådehal ved at tegne en høj halvmur, der skulle symbolisere den bådehal, som med tiden skulle bygges til museet. I 1999 blev halvmuren endelig komplet, men ikke ud fra de oprindelige drømme.

I stedet var der opstået et andet og mere presserende behov. Museets personale- og kontorbehov samt bibliotek var vokset markant siden museets åbning 30 år forinden. Samtidig var der behov for at museet kunne lave en ny permanent søfartsudstilling. Halvmuren blev derfor aldrig en del af den tiltænkte bådehal. I stedet byggede man ud fra halvmuren museets tredje kube, som i dag rummer museets administrative lokaler samt udstillingen Energi fra Havet, som i 2016 afløste den oprindelige søfartsudstilling i lokalet. Den store Danmarkshal, der alle år har rummet museets fiskeriudstilling, er den største af de tre haller. Den måler 25 x 25 meter. Hallen har i mange år båret præg af den udstillingsopbygning som arkitekterne skabte tilbage i 1968. Her var der behov for at skabe rammerne for et dynamisk udstillingssystem, som uden større økonomiske omkostninger kunne rumme forskellige udstillinger. Til det skabte Gunnløgsson en unik gitterkonstruktion til hallens loft. Her kunne udstillingsteknikerne montere udstillingsmaterialer, samtidig med at gitterkonstruktionen fungerede som lyddæmper.

Akvariehallen er mindre end den store udstillingshal. Den måler 19 x 19 meter. I den oprindelige akvariehal fra 1968 var kun 10 x 10 meter tilgængelig for publikum. De resterende kvadratmeter var arbejdsområde for personalet, så de kunne vedligeholde akvarierne uden at skulle ind i besøgsområdet. I 2002 undergik akvariehallen en gennemgribende renovering som følge af, at akvarierne og maskineriet var nedslidt efter mange års brug. Her valgte man samtidig at udvide publikumsområderne, så publikum har adgang til hele hallen. Akvariet er stadig opbygget, så akvariepersonalet har adgang til størstedelen af akvarierne fra baglokaler. Karantæneområderne, der før lå i de kvadratmeter, der nu er inddraget til akvariet, ligger nu i etagen under akvariehallen.

50 år senere

Selvom museet nu har et halvt århundrede bag sig, betyder det ikke, at drømmene er blevet mindre. Det er stadig et brændende ønske at tilføje en bådehal til museets bygninger, ligesom en total renovering og relancering af museet og dets bygninger også står på ønskelisten.

Der arbejdes på at synliggøre de unikke bygninger – herunder en rydning af den hastigt voksende beplantning af krat og fyrretræer, som efterhånden skjuler museet fra de omkringliggende veje. Ligeledes er flere bygninger og større lokaler en stor drøm. En drøm, som forhåbentlig en dag bliver realitet.

Bronze som hovedelement

Bronze er et gennemgående tema for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Næsten uanset hvor i bygningen man befinder sig, er det muligt at finde bronze implementeret i bygningskonstruktionen eller i æstetiske detaljer. Allerede når man ankommer til museets parkeringsplads, kan man se bronzen for første gang. Alle tagafslutninger
er dækket af en bronzeramme, der med tiden har antaget en naturlig patina. Ved museets hovedindgang ses bronzen igen på håndlisterne langs den store brede hovedtrappe.

Indenfor ses bronzen flere steder. Blandt andet er væglamperne i forhallen lavet af bronze med hvide glasskærme. På trappen til cafeen er håndlisterne lavet af bronze ligesom håndlisterne ved hovedtrappen udenfor. I den gamle akvariehal var der opsat lignende håndlister af bronze rundt langs væggene. De er i dag afmonteret som følge af renoveringen af akvariet i 2002.

Alle døre i forhallen, som fører ind til de forskellige haller og laboratoriefløjen, er beklædt med bronzeplader i få millimeters tykkelse på de solide metaldøre. Bronzepladerne er af den type der kaldes tombak.  Tilsammen udgør bronzen og metallet en enorm vægt. Det unikke udstillingssystem i den store udstillingshal er også bygget op omkring bronze. De mange rør, der holder udstillingsplancher og montrer, er fremstillet i bronze. De er lette at håndtere og kan monteres til gitterkonstruktionen i loftet, således at det er forholdsvis simpelt for udstillingsteknikerne at nedtage udstillinger og ændre rummets indretning til nye udstillinger.

Back To Top
×Luk søgning
Søg
X

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er okay med dette, men du kan fravælge, hvis du ønsker det Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close