skip to Main Content

Fælles løft

Fælles løft
Et tilbageblik på min start i Esbjerg

Af Morten Hahn-Pedersen

Siden åbningen i 1968 har Fiskeri- og Søfartsmuseet ikke blot været et velbesøgt og markant islæt i Esbjergs profil, men også en spændende og eftertragtet arbejdsplads. Gennem det forløbne halve århundrede har en stor skare af engagerede mennesker både på og omkring museet hver for sig bidraget til at skabe det museum, som i 2018 kan fejre sit 50-års jubilæum som besøgsmål i folkeoplysningens tjeneste. Undervejs har man kæmpet med løsning af endog meget store opgaver, som er blevet klaret via samarbejde på tværs af personalegrupper og mellem bestyrelse, personale og verden uden for museets mure. Museets direktør fra 1988-2015 fortæller her om, hvordan han i sin tid lærte om betydningen af det fælles løft.

Indledning

For mig startede det hele, da der i efteråret 1987 i Magisterbladet blev opslået en stilling som ny direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Jeg var dengang souschef på Svendborg & Omegns Museum med særligt ansvar for Søfartssamlingerne i Troense, men kendte Fiskeri- og Søfartsmuseet fra besøg i Esbjerg og gennem samarbejde med museets daværende direktør Horst Meesenburg og museumsinspektør Poul Holm. Der var for mig ingen tvivl om, at det markante museum i Esbjerg med sin spændende kombination af kultur- og naturhistorie ville være en særdeles attraktiv arbejdsplads. Mine overvejelser endte derfor med, at jeg søgte stillingen, og jeg var så heldig at slippe gennem nåleøjet og fik i november 1987 ansættelse som ny direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet med tiltrædelse pr. 1. februar 1988.

Jeg var dengang blot 31 år gammel og havde kun fem års museums- og ledelsesarbejde bag mig, så min erfaring var absolut overskuelig. Men jeg var jo ung, fuld af gåpåmod og villig til at tage ved lære – og det kom jeg til. Allerede i mine første år på museet lærte jeg om betydningen af det fælles løft, og det blev en lære for livet.

Men tilbage til starten i Esbjerg i 1988.

Verden omkring museet anno 1988

Set i bakspejlet er det lidt sjovt at tænke på, hvordan verden omkring museet egentlig så ud i 1988. Lad mig give nogle få eksempler:

Dengang var der stadig et jerntæppe, som opdelte Europa og Verden i øst og vest. Esbjerg var både stats- og Natohavn, men alligevel kunne man gå frit overalt på havnen, for der var endnu længe til, at 9/11 og terrorhegn spærrede den almindelige borgers adgang til havneområderne.

Tilbage i 1980’erne var der tværtimod mange på havnen; ikke mindst i forbindelse med Englandsbådenes ankomster og afgange. Dem var der dengang mange af. Op mod en halv million passagerer om året var på tur mellem Esbjerg og Harwich eller Esbjerg og Newcastle. Stort set siden åbningen af Esbjerg Havn havde Englandsruterne været en guldåre for både havnen og DFDS, og det var her, at DFDS indsatte sine nyeste og flotteste skibe. Den fornemste blandt DFDS’ Englandsfærger i 1980’erne var rederiets flagskib “Dana Anglia” – et flydende hotel, natklub og toldfrit supermarked, som ingen dengang kunne forestille sig udkonkurreret af lavprisflyruter, tunnel under Den Engelske Kanal og omlægning af toldregler på sejlads mellem EU-lande.

På trafikhavnen kunne man i slutningen af 1980’erne også se havnearbejdere i fuld gang med traditionel lastning af stykgods – f.eks. i forbindelse med Blue Water Shippings eksport af fetaost til Mellemøsten. Havnearbejderne i Esbjerg stod stadig stærkt, og arbejdskampe var næsten en del af den daglige rutine på havnen, selv om stadig mere af godset røg ud over kajerne i trailere og containere. Også her var der ændringer undervejs.

Andre steder på havnen var nye ting ved at spire frem. Siden 1965 havde Esbjerg været basehavn for offshoreaktiviteterne på den danske del af Nordsøen, og i 1972 havde Danmark fået sit første producerende oliefelt, Dan-feltet. Knap et tiår senere begyndte tingene at tage form, men endnu i slutningen af 1980’erne var der fortsat kun fem producerende felter på den danske Nordsøsokkel. De var alle ejet af Dansk Undergrunds Consortium og opereret af Mærsk Olie og Gas, der efter en kraftig nedgang i oliepriserne i foråret 1986 på forsøgsbasis nu afsøgte muligheder for via vandrette brønde, vandinjektion og ubemandede platforme at få bare lidt økonomi ud af Nordsøens olie- og gasforekomster. Der var endnu nogle år til oliesektorens dominans på Esbjerg Havn, og vindmøller var dengang noget, som udelukkende stod på land.

I slutningen af 1980’erne lå der over Esbjerg en ganske særegen duftoplevelse, der af visse udenbys tilkommere ovenikøbet blev kaldt en hørm. Dette esbjergensiske kendetegn kom fra fiskeindustrien, hvis uundværlighed fik esbjergenserne til spøgefuldt at betegne hørmen som ”en lugt af penge”. Havnen rummede flere fiskemels- og fiskeoliefabrikker, som lå side om side med hermetikfabrik, konsumfiskeindustri, fiskeeksportører, fiskeauktion og fiskeriets mange serviceerhverv som f.eks. træskibsbyggerier, sejlmagere, vodbindere og meget mere. Der var liv på fiskerihavnen, hvis flåde med knap 300 fartøjer stadig var den største i Danmark og én af de største i Europa. Selv om antallet af kuttere siden toppunktet i slutningen af 1960’erne faktisk var blevet halveret, var der dengang ingen, der selv i sit værste mareridt troede på, at det meste af dette kæmpeerhverv for Esbjerg ville være væk blot et kvart århundrede senere.

Udfordringen

Alligevel var det jo tydeligt, at havnen var under forandring. Helt åbenbart var det dengang i forhold til fiskeriet, hvis rationaliserende strukturomlægning fra mange små til færre, men større enheder, reducerede både antallet af direkte og indirekte beskæftigede i erhvervet og mængden af redskabshuse, pakhuse, fabrikker og servicevirksomheder i relation hertil. Mulige forandringer i søfarten kunne anes omkring lasthåndtering, mens det var mere tydeligt, at udviklingen inden for offshoresektoren kunne komme til at påvirke havn og by i positiv retning. Det, der i første række havde optaget bestyrelse og ledelse på  Fiskeri- og Søfartsmuseet, var udviklingen i fiskeriet. Det stod helt klart, at museet i forbindelse med den igangværende strukturomlægning stod overfor en betydelig dokumentationsopgave. En sådan opgave ville imidlertid fordre både undersøgelser og indsamling, og begge dele ville afsætte meget materiale, der krævede plads på et museum, som trods lang tids restriktiv indsamlingspolitik var ved at være fyldt til bristepunktet. En udbygning af museets fysiske rammer ville derfor være påkrævet, hvis man skulle kunne påtage sig opgaven. Traditionelt museumsbyggeri var imidlertid dyrt, og museets økonomi var ikke den bedste, idet de offentlige tilskud gennem årene var blevet udhulet på grund af manglende fremskrivninger. Bedre blev det ikke af, at den stigende sommerhusturisme medførte en vækst i antallet af nye attraktioner i Vestjylland, hvilket skærpede konkurrencen om turisterne i sommerlandet og pressede Fiskeri- og Søfartsmuseets stadig vigtigere egenfinansiering via entréer.

For at løse denne gordiske knude af komplekse udfordringer havde museets dengang nytiltrådte bestyrelsesformand, undervisningskonsulent Hans Jørgen Laustsen, i 1987 udkastet en ide om opbygning af en frilandsudstilling ved Fiskeri- og Søfartsmuseet. Her kunne man gennem et relativt billigt byggeri få løst en række pladsproblemer, dokumentere udviklingen på Esbjerg Havn via opførelse af bygninger og værksteder herfra og på den måde opbygge et publikumstilbud, som kunne konkurrere med sommerlandene. I efteråret 1987 vedtog bestyrelsen, at frilandsprojektet skulle realiseres. Ansvaret herfor blev lagt på skuldrene af den nyansatte direktør, men heldigvis var der rigtig mange til at løfte opgaven.

Fælles løft

Den overordnede ide med det nye frilandsområde var at skabe en udstilling med fokus på de maritime erhvervs landbaserede del i tiden fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1950’erne. Hovedingredienserne i udstillingen skulle være en række separate afsnit med hver sit tema, nemlig en kystlandingsplads, et klitmiljø samt et havneområde med skibsværft og arbejdende værksteder. Så meget lå klart fra starten, mens det endnu var mere usikkert præcis hvilke elementer og bygninger, der
skulle indgå i hvert enkelt afsnit. Det måtte afhænge af, hvad museet i forvejen rådede over, og hvad der kunne skaffes undervejs i processen. Sikkert var det, at museets samling af træbyggede fartøjer på én eller anden måde skulle indgå. De var dengang placeret på en gård uden for byen, men frilandsudstillingens nye miljøer og bygninger åbnede mulighed for at få størstedelen om ikke alle fartøjerne flyttet til museet, så de delsblev tilgængelige for publikum, dels blev lettere at arbejde med for museets skibstømrer. At museet så samtidig kunne spare penge på ekstern husleje var yderligere en sidegevinst, som vi gerne tog med. Sikkert var det også, at de nye bygninger, som man forestillede sig opført i frilandsudstillingen, åbnede mulighed for at flytte relevante genstande vedrørende en række forskellige maritime håndværk ud fra museets magasiner og over i de nye bygninger. Derimod var det et spørgsmål, hvad vi rent faktisk kunne få af relevante bygninger. På det overordnede plan gav de forskellige miljøers tema en ramme for, hvilke bygningstyper, der kunne være tale om, men hvor stod der konkrete bygninger, som var til at få fat på inden for overskuelig tid og økonomi?

Denne problemstilling kastede både museets bestyrelse og personale sig over med stor ildhu, og snart sad Poul Holm og undertegnede med oversigter over en række muligheder, der efterfølgende blev besigtiget. Planen var at opbygge den nye frilandsudstilling i et indhegnet areal på 11.000 m2 af det grønne område, som lå umiddelbart nord for museets bygningskerne. Området hørte til museets grundareal på omkring 40.000 m2, men blev benyttet som rekreativt område af beboerne i Sædding. Planerne for frilandsudstillingen skulle derfor gennem projektering og lokalplanarbejde med tilknyttet høringsrunde blandt lokalbefolkningen, inden arbejdet
kunne sættes i gang.

Takket være et særdeles godt samarbejde med Esbjerg Kommune lykkedes det at få disse ting på plads i løbet af foråret 1988. Hermed var der ro på bagsmækken i forhold til det videre arbejde, hvis organisering og økonomi langt hen også faldt på plads, da det i løbet af samme forår i samarbejde med Arbejdsmarkedsnævnet for Ribe Amt lykkedes at få frilandsopbygningen godkendt som beskæftigelsesprojekt.

Det sikrede en vis bemanding på projektet ved siden af museets folk samt også et økonomisk tilskud til arbejdet ved siden af de midler, som museet enten selv kunne stille til rådighed for projektet eller sikre via fondstilskud og lignende. Til at styre det praktiske arbejde på projektet ansatte vi i foråret 1988 Lars Petersen, der med en baggrund som murer og bygningskonstruktør havde den fornødne kompetence til at løse en opgave af denne karakter. Lars gik løs på opgaven med krum hals, og da de første projektfolk var ankommet, gik holdet i maj 1988 i gang med at nedbryde huse og skure på Esbjerg Havn til senere genopførelse på frilandet.

Det var fra starten klart, at et projekt af et så betydeligt omgang som frilandsudstillingen, måtte opdeles i en række etaper. Det mest naturlige var at anvende de forskellige tematiske afsnit som rettesnor, men i praksis måtte der arbejdes på flere opgaver på én gang. I en del af området skulle der gennemføres ret omfattende jordarbejder for at få etableret dels en landingsplads, dels et klitområde, og mens dette arbejde blev udført på arealerne ved museet, kunne andre hold på projektet arbejde med at nedtage gamle bygninger, signalmaster eller andet, som på Esbjerg Havn eller andre steder op langs den jyske vestkyst var blevet stillet til rådighed for projektet. Det var ikke mindst museets bestyrelsesmedlemmer som fiskerne Andreas Thygesen, Verner Kristensen og Leif Rønn Jensen, lodsformand Peder Nielsen Jensen og havneingeniør Erik Clausen, der via deres netværk havde været behjælpelige med at få fat på en række konkrete bygninger og lignende. De gamle bygninger og de gamle byggematerialer var særdeles vigtige for projektet.

Alle bygningerne skulle pilles ned sten for sten og bræt for bræt efter at være blevet gennemfotograferet og opmålt. Nogle af dem skulle genopføres nøjagtig, som vi havde fundet dem. Andre bygninger skulle tjene som en slags materialereserve til erstatning for f.eks. mursten, der var gået i stykker i et af de huse, der skulle genopføres eller andre huse, som blev genopført som en kopibygning af en længst forsvundet bygning eller en eksisterende bygning, vi ikke kunne få fat på. Nye mursten ville stikke ud fra helheden ved at være alt for perfekte og i øvrigt have en anden lød end de gamle sten, så derfor tog projektholdet det ekstra besvær med nedbrydningsarbejdet.

Lidt efter lidt kom også den egentlige opbygning af frilandsudstillingen i gang, og det blev et arbejde, som efterhånden kom til at involvere de fleste af husets medarbejdere, som dermed fik lod og del i det gevaldige fælles løft, som projektet udviklede sig til. Allerede i sommeren 1989 kunne vi åbne de første to udstillingsafsnit: klitmiljøet og kystlandingspladsen.

I klitmiljøet fandt man en esehytte, en hjeld til tørring af fisk, en jolle og et redskabsskur med en gammel båd anvendt som tag. På kystlandingspladsen stod et par kystbåde fra henholdsvis Slettestrand og Stenbjerg, og her var der også en faresignalmast og et vagtskur samt vraget af et finsk brigskib, som i sin tid var forlist ved Læsø.

Det største byggearbejde i projektet lå omkring havnen med skibsværft og arbejdende værksteder. Her begyndte byggearbejderne for alvor i slutningen af 1989 med opførelse af havnebassin med bolværk fra fiskerihavnen, hvor man også havde hentet et par gamle oliehuse, et par redskabsskure og en bygning, der havde været en del af et rebslageri.

I 1990 kunne man i et fantastisk godt samarbejde med Metal Esbjerg og Metal Esbjergs seniorklub åbne en havnesmedie, som det første arbejdende værksted på frilandet. Smedene fik snart selskab af vodbinderen og motorfolkene, som passede og plejede de gamle skibsmotorer, der lejlighedsvis også blev sat i gang. De arbejdende værksteder blev bemandet med folk, der gennem et langt liv havde udført nogle af de maritime håndværk, der nu var kraftigt på vej til at blive historie – og håndværkene var mindst lige så vigtige for formidlingen i udstillingen som bygningerne.

I 1992 kunne vi åbne den store værftsbygning, så museets skibstømrer fremover også var et fast element på frilandet, og siden kom også en bloksav fra Ebbes Bådebyggeri i Marstal til. Den blev naturligvis også bemandet. Projektet fik lov til at udvikle sig undervejs. Bl.a. fandt man under arbejdet med en kommende legeplads en tysk bunker, som blev frilagt og i samarbejde med en bunkerinteresseret lokal registreringsgruppe siden restaureret og genindrettet. Her åbnede museet en udstilling om befæstningen af Esbjerg og den tyske Atlantvold under Anden Verdenskrig samt fiskeriets og søfartens vilkår under krigen. Da denne udstilling slog dørene op i 1995, var frilandsopbygningen færdig i sin oprindelige form.

Afslutning

Siden dengang er tingene løbende blevet udviklet videre. Heldigvis er mulighederne i området mangfoldige og kreativiteten blandt museets personale stor, så vi vil givetvis se nye tiltag på frilandet langt ud i fremtiden. Men vi, der var med til at bygge frilandet op, lærte også en særdeles vigtig lektie undervejs: læren om vigtigheden af det fælles løft og det engagement, der opstår i forbindelse hermed.

Vi udnyttede en flad opgavebestemt struktur, hvor alle tog ansvar. På museet var både bestyrelse, ledelse, medarbejdere og projektfolk involveret, men snart lykkedes det også at få offentlige myndigheder som amt og kommune med på projektet, der efterhånden som det tog form også fandt støtte i form af økonomi, materialer eller anden bistand fra en række fonde, private virksomheder og fagforeninger. Frilandsopbygningen lærte os at skabe overskuelighed i komplekse opgaver ved at nedbryde dem til overskuelige etaper – og at gøre det uoverkommelige overkommeligt ved at engagere hele huset på kryds og tværs og indefra og ud til de mange potentielle samarbejdspartnere på den anden side af museets mure. Den lære blev siden brugt rigtig mange gange i forbindelse med brolægningen af den vej, der har ført frem til vore dages Fiskeri- og Søfartsmuseum.

Back To Top
×Luk søgning
Søg
X

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er okay med dette, men du kan fravælge, hvis du ønsker det Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close