skip to Main Content

De første år med Saltvandsakvariet

De første år med Saltvandsakvariet
– vi gjorde det bare

Af Svend Tougaard

I bestyrelsen for foreningen bag ideen til et nybygget Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg sad seminarielærer Karl Erik Jensen, der i Esbjerg dengang var kendt som Galathea-Jensen, fordi han, som nyuddannet zoolog, havde deltaget i den anden Galatheaekspedition jorden rundt sammen med Hakon Mielche. Karl Erik havde i bestyrelsen fostret ideen om, at det nye fiskerimuseum skulle have mulighed for at vise de fisk, der var genstand for fiskeri, og forklare om livet i havet, sammenhænge i naturen og udnyttelse af havets ressourcer

Horst Meesenburg og jeg blev ansat til at realisere denne nyskabelse i den danske museumsverden: Et saltvandsakvarium på et museum – og gøre os tanker om at få en naturhistorisk afdeling integreret med et kulturhistorisk museum. Samtidig skulle vi planlægge og forestå undervisning på alle niveauer i de to lokaler, der var indrettet med marinbiologisk laboratorium og auditorium, også på Karl Eriks initiativ.

På bar bund

Horst Meesenburg (Mees) og jeg kendte hinanden, før vi kom til Esbjerg. Mees var lærer i geografi på Tønder Statsseminarium, hvor jeg tog lærereksamen med speciale i geografi og biologi og efterfølgende blev ansat som seminarielærer – først som vikar for og senere kollega til Mees. Jeg var i 1967 i København for at videreuddanne mig i økologi/ biologi på Lærerhøjskolen/DPU og zoologi på universitetet, da Mees ringede til mig og fortalte, at der var mulighed for, at vi kunne søge to nyoprettede stillinger på det planlagte Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg. Og det gjorde vi. Mees blev ansat som akvariebiolog og jeg som akvariemester; det, der var budgetteret med. Vi vidste absolut intet om at få saltvandsfisk til at overleve eller den komplicerede teknik bag saltvandsakvarier, men vi vidste, at vi kunne arbejde sammen. Jeg boede jo i København, da vi blev lovet ansættelse, så jeg aftalte med Danmarks Akvarium i Charlottenlund, at jeg kunne komme i praktik og øve mig i at passe fisk og styre teknikken bag det komplicerede vandrensningsanlæg.

På bar mark

Vi blev ansat 1. februar 1968, få måneder før åbningen den 24. april. Vi var blevet lovet, at der ville være vand i akvarierne, klar til at modtage fisk, når vi kom, så vi havde tid til at samle fisk ind og få indretningsdetaljer på plads. Men det skulle vise sig ikke helt at holde stik. Vi kom til en åben bygning, hvor taget ikke var færdigt og akvarierne ikke monteret. Vi fik dog rigeligt tiden til at gå på byggepladsen. Museumsafdelingens fem medarbejdere holdt til i de lokaler, museumsforeningen havde lånt af kommunen i FDBs nedlagte tobaksfabrik, da foreningen var kommet i gang, men vi skulle indrette akvariet og, viste det sig, sørge for at få bygget de mindre akvarier, der skulle bruges i den ene væg i udstillingen.

Vi var jo nye i byen, men fik hjælp af Karl Erik på seminariet. Han fik overtalt pedellen til at hjælpe. Mees og jeg fik et kursus i svejsning i PVC, og vi stod i kælderen under akvariet og svejsede 30 akvarier på ca. 100 l hver til brug i udstillingen og til karantæne og reserve. Tre uger før åbningen kom der ruder i de store akvariekummer. De nye keramiske kunstværker blev sat op nede i akvarierne, men det viste sig imidlertid, at det kit, som akvarieruderne var sat i med, var for stiv i den kulde, der var i huset, så kittet kunne ikke presses ind i betonrammen. Det var nødvendigt at fylde akvarierne op med varmt vand, så varmen kunne gøre kittet blødere, og trykket fra vandet kunne presse det blødere kit ind i betonrammen og gøre kitningen vandtæt. Først 14 dage før åbningsdatoen var vi klar til at komme varmt vand i akvarierne, og vi havde stadig ingen fisk at vise publikum til åbningen.

For at neutralisere et eventuelt skadeligt udtræk fra betonen, blev det varme vand tilsat soda. Akvarierne blev fyldt op med det varme vand, som stod dampende i det kolde lokale. Vi gik glade hjem. Nu kunne vi i morgen tappe soda-vandet af og pumpe frisk saltvand ind fra den 300 meter lange rørledning, der var gravet ned i havbunden ud for museet og – ikke mindst – begynde at samle fisk ind. Det kunne vi jo ikke gøre på forhånd, for vi havde ingen steder at opbevare dem.

I varmt vand

Mees, der boede tæt på Fiskerimuseet, gik samme aften fortrøstningsfuld en aftentur med sin kone hen på akvariet for at se, om akvarieruderne var blevet tætte. Han fik sig en overraskelse. Da de kom ned i akvariehallen lød der høje råb, og i det største af akvarierne svømmede fire nøgne smedesvende rundt mellem de keramiske skulpturer. Det viste sig, at den ene skulle giftes dagen efter, og det havde svendene fejret med en øl efter fyraften. De havde selv stået for opfyldningen med det varme vand, og havde fået lyst til en svømmetur. De kom hurtigt op, da de opdagede Mees. Et par af skulpturerne var væltet og én brækket. Den blev dagen efter repareret, og efter to dage kunne vi endelig fylde klart saltvand i akvarierne og bede fiskerne tage fisk med ind til os. Vi fik en lastbilfuld levende hundestejler, som Søren Andersen fra Marsvinestationen i Strib havde fanget til os.

På forsøgsdambruget i Brøns lånte vi en masse regnbueørreder, laks og almindelige ørreder og nogle stører, som de havde gående. Fra Vestkrafts kølevandsindtag fik vi adskillige stenbidere, og fra et par rusefiskere fik vi ål og småfisk. Så til åbningen havde vi fisk i alle akvarierne, selvom der ikke var så mange forskellige. Der var små regnbueørreder i et akvarium og store regnbueørreder i at andet, og det største akvarium var fyldt op med tusindvis af hundestejler. Og det var en ny oplevelse for de
fleste gæster overhovedet at se saltvandsfisk i så store akvarier.

I Danmark var det trods alt kun i Danmarks Akvarium, at man kunne se noget tilsvarende. Vi fik dog rimeligt hurtigt samlet mange forskellige fisk ind, men havde problemer med dødsfald i begyndelsen. Vi manglede de tre måneder uden publikum til at øve os. – En kaotisk begyndelse, som vi ”overlevede”, og vi skulle nu igang med det egentlige arbejde med publikum og formidling/ undervisning.

Indsamling af levende fisk

Hele sommeren brugte vi på at få indrettet undervisningsafdelingen med det nødvendige udstyr, få teknikken og rensningsanlægget til saltvandet til at fungere og finde ud af, hvordan vi skulle fodre fiskene, og med hvad. Vi skulle også finde en metode til, hvordan fiskerne, som fangede fisk til os, kunne holde liv i fiskene ombord, til de kom tilbage til Esbjerg. Det viste sig nemlig i praksis, at størstedelen af fiskene døde, inden de var tilbage i havn. Der kom også et forståeligt ønske fra fiskerne om, at vi skulle bygge et kar, der kunne passes ind på dækket, så det ikke var i vejen i deres arbejde.

Vi fik bygget kar på to kuttere og satte en lille elektrisk pumpe ombord, så vandet i karret hele tiden blev udskiftet med frisk vand fra havet. Det fungerede godt. Endda så godt, at besætningen på kutteren ”Freja” takkede os for at redde deres liv. De var kommet i dårligt vejr, og kutteren sprang læk. De var kun to mand ombord, og det kneb for dem at holde trit med lænsningen med håndpumpen. Så medens den ene pumpede, riggede den anden vores lille pumpe op til at hjælpe med lænsningen.

Det var lige præcis nok til, at de kunne holde kutteren flydende, indtil der kom undsætning med pumpegrej, så de kunne sejle i havn. Dette styrkede vores forhold til fiskere på missions-Kajen. Vi fik overtalt bestyrelsen til at købe en påhængsvogn, der kunne påmonteres vore to privatbiler. Dengang skulle en påhængsvogn synes til hver enkelt bil, så det var bekosteligt, men vore private biler var ved at ruste op indefra, fordi det var umuligt ikke at spilde saltvand i bilen, når vi hentede fisk.

Vi har mangen en lørdag nat holdt på missions-kajen og ventet på, at kutteren kom ind med fisk. Vi var kun os to på akvariet og skiftedes til holde vagt og fodre fiskene om søndagen og også assistere i billetsalget, når det var nødvendigt.

Særudstillinger

Hen over sommeren havde vi fået rimeligt styr på det tekniske og praktiske med akvariet og kunne kikke lidt rundt på de øvrige opgaver.Vi var enige om, at vi ville have liv i huset – ikke kun om sommeren, hvor sommerturisterne myldrede ind, men også i vinterhalvåret ville vi gerne trække Esbjergs borgere ud og se, hvad huset også kunne. Skulle det lykkes allerede den første vinter, måtte vi tage udgangspunkt i det, vi allerede vidste og supplere med det, vi kunne nå at samle sammen.

Første vinter besluttede vi at lave syv udstillinger med tre ugers interval fra november med tilhørende foredrag ved fernisering samt en lille publikation på 30 sider, som vi kaldte ”Saltvandsakvariets Småskrifter”. Året efter, 1970, fortsatte de som tidsskriftet BYGD. Vi lavede særudstillingerne af en størrelse, der kunne være under balkonen i forhallen. Vi var kun os to til at lave udstillingerne. Vi havde ikke økonomi af betydning og måtte lave det hele selv.

I kælderen fandt vi ekstra udstillingsplancher fra den permanente fiskeriudstilling, og brugte dem med PVCrør fra akvariet i stedet for bronze som i udstillingshallen. Vi tegnede og skrev med hånden med de nye ”tusser”, som var kommet i handlen, direkte på den malede planche. En gæst fortalte os om noget, der hed Letraset. Det var ark med bogstaver i forskellig størrelse, hvorfra man kunne gnide hvert enkelt bogstav af på planchen, så man kunne skrive flotte overskrifter og tekst. Vi gned bogstaver i timevis. Fotografierne til udstillingen lavede jeg i et provisorisk ”mørkekammer”, indrettet i Skallinglaboratoriet i kælderen.

Det skulle foregå om natten for at undgå falsk lys. Jeg havde selv det fornødne udstyr, som jeg brugte i mange år. Billederne klæbede vi direkte på planchen og plancherne blev overmalet til næste udstilling. Carl, skibstømreren, der var blevet ansat til at restaurere vadehavseverten Ane Cathrine, hjalp os med at save masonitplader ud. Udstillingshæftet var der ikke penge til at få trykt i byen. Mees, der fra tøndertiden havde sit lille forlag BYGD, købte for egne penge en lille offset-trykkemaskine, så vi selv kunne trykke hæfterne, efter at vi på skrivemaskine havde skrevet hver enkelt side og affotograferet den. I kælderen samlede vi arkene, renskar dem og hæftede det hele selv.

Jeg var amatørfotograf og havde mit eget fotoudstyr, som vi brugte til at tage billeder til udstillingerne og i øvrigt til postkort og andet. Men mit udstyr var ved at være udtjent, og jeg foreslog bestyrelsen, at vi købte et professionelt fotografiapparat. Det syntes bestyrelsen ikke, museumsafdelingen havde et fotoapparat, som vi kunne deles om; en usmidig løsning i en travl hverdag. Jeg foreslog i stedet, at jeg selv købte udstyret og selv betalte de film, jeg brugte, men at jeg så havde rettighederne
til billederne. Det blev aftalen, og billedarkivet rummer over 100.000 af mine billeder gennem årene. Foredragene, som vi holdt i forbindelse med udstillingerne den
første vinter, blev meget populære med mellem 50 og 100 tilhørere pr. gang. Men til Claus Sørensens foredrag om Langli måtte vi flytte til den store forhal, da der kom omkring 200.

Vinteren skabte en god kontakt til gæsterne og en god fornemmelse af de aktive esbjergenseres forventninger til huset. Besøgstallet det første år oversteg alle forventninger. Budgetterne var baseret på 50.000 gæster, beregnet på grundlag af det antal, der besøgte Ribe Domkirke, men det blev 90.000.

Nægtere

Omkring årsskiftet 1968/69 fik vi en aftale med Civilforsvarsstyrelsen om, at vi kunne få udstationeret civile værnepligtige, militærnægtere, eller ”nægtere”, som vi kaldte dem. Dengang skulle militærnægtere aftjene værnepligt i 18 måneder, så det var en lang periode, hvor de var en del af huset. Det blev en kolossal hjælp. Vi kunne nu nedbringe vores arbejdsdag til 10-12 timer, og de kunne hjælpe med at lave udstillingerne og passe akvarierne.

Skoletjeneste

Sideløbende med udstillingsarbejdet indledte vi et samarbejde med Esbjerg Biologilærerforening om tilrettelæggelse af en skoletjeneste i lokalerne og fik afprøvet mulighederne i praksis, så jeg i 1969/70 i samarbejde med kommunens skolecentral kunne udgive en ringmappe om skoletjenesten på Fiskerimuseet med
faglige og praktiske anvisninger. Sommeren 1969 arrangerede vi et ugekursus for Danmarks Lærerhøjskole om Vadehavet og Skallingen i lokalerne i huset og i eftersommeren et tilsvarende ugekursus med seminariernes biologilærere, delvis på museet og delvis på Skallinglaboratoriets feltlaboratorium. Også Århus Universitets hold i økologi kom hos os i 1969, og for Gymnasielærerforeningen arrangerede vi kurser i fiskeribiologi og -forvaltning. Vi fik på denne måde en bred kontaktflade med undervisningssektoren på alle niveauer, og i en årrække afholdt vi om sommeren en uges kursus på øen Langli. Disse kurser med lærere fra hele landet var overtegnet alle årene, indtil Langli blev fredet og lukket.

Treklang eller disharmoni

En af særudstillingerne, som vi lavede i den anden vinter 1969/70, havde titlen ”Fisk – Fisker – Biolog – Treklang eller disharmoni”. Fiskeriet fra Esbjerg – især efter sild – havde i disse år aldrig været så stort og omsætningen i havnen var høj. Men samtidig advarede biologerne fra Danmarks Fiskeriundersøgelser om, at omfanget var så stort, at der var fare for, at fiskebestanden ikke kunne klare det, og de foreslog en reduktion, en kvotering af fiskeriindsatsen. Vores udstilling gennemgik i de håndtegnede plancher det biologiske grundlag for fiskeriet og konkluderede, at hvis man fortsatte fiskeriet efter sild med det, omfang det var på nu, ville sildebestanden indenfor få år kollapse og resultere i nedgang i fangsterne. Mulighederne for at beholde fiskeriet på sild i fremtiden ville f.eks. være, at undlade at fange ikke kønsmodne sild, som Esbjergfiskeriet i høj grad var baseret på. Hvis fiskerne fulgte den viden biologerne havde, kunne man måske redde et stabilt fiskeri i fremtiden.Vi arrangerede i februar  1970 et aftenmøde i akvariehallen for fulde huse, hvor biolog Popp Madsen fra Danmarks Fiskeriundersøgelser kom og redegjorde for problemstillingen, men mange fremmødte mente, at det var biologerne, der ikke vidste noget om, hvordan fiskeriet i virkeligheden foregik, når de sad ved deres skriveborde i København.

Fiskeriuddannelser

Problemstillingen fulgte vi op de kommende år. Jeg fandt ud af, at fiskere, der ville være fiskeskippere, fik en uddannelse sammen med handelsflådens folk med en masse fag, der drejede sig om handelsskibe uden relevans for fiskere. Jeg foreslog derfor Direktoratet for Søfartsuddannelserne, at der blev lavet en særlig fiskeskipperuddannelse. Den senere forstander for Fanø Navigationsskole, Fischer, sad i direktoratet dengang, og han havde selv arbejdet med de samme ideer. Resultatet blev, at direktoratet nedsatte en arbejdsgruppe til at lave forslag til en separat fiskeskipperuddannelse, hvor jeg blev medlem.

Vores forslag var at tage ikke-relevante fag ud af den eksisterende uddannelse og erstatte dem med relevante fag for fiskeriet, bl.a. fiskeribiologi, meteorologi og hydrografi. Forslaget blev accepteret, og forsøgsuddannelsen blev placeret på Esbjerg Sømandsskole og i de fag, som jeg havde foreslået, underviste jeg i vores laboratorium og skolestue. Uddannelsen blev vedtaget efter to års forsøgsuddannelser. Det medførte, at Direktoratet kom til Fiskerimuseet for at drøfte, om de kunne bygge en etage på østfløjen, der kunne rumme uddannelsen. Det blev nu ikke til noget, da Fischer kort tid efter blev forstander på Fanø Navigationsskole, hvor uddannelsen blev overført til.

Fiskerimuseet blev fremover involveret på en række fiskeripolitiske områder. Jeg var med til at etablere fiskeriteknologuddannelsen, hvor de biologiske fag i starten foregik på Fiskerimuseet – en uddannelse, der stadig tilbydes på Ålborg Universitet i Esbjerg. Også uddannelsen af fiskeribetjente var Fiskerimuseet med til at etablere. Da fiskerigrænsen i 1982 blev udvidet til 200 sømil, skulle Søværnet forestå fiskeriinspektion ved Færøerne og Grønland, og Fiskerimuseet blev rådspurgt om uddannelse af særlige fiskeriofficerer. Uddannelsen blev gennemført på Holmens Officersskole, men i tre dage af uddannelsen kom officererne i mange år til Fiskerimuseet, hvor jeg underviste i fiskeribiologi, fiskeri og fiskeripolitik med øvelser i laboratoriet.

Og det hele fortsatte

De første år var hektiske med lange arbejdsdage, men det var sjovt og lærerigt. Vi fandt ud af, at det var centralt, at vi som museumsfolk havde en bred kontaktflade udenfor huset. Udover at formidle den viden, vi oparbejdede, deltog vi aktivt i omverdenens debat af emner inden for vores område – uanset at nogle fandt, at vi politiserede.

Viden kan kun bidrage til at få nuancer i debatten og dermed bidrage til mere kvalificeret dialog. Da jeg underviste fiskere, var der flere, der sagde noget i retning af:

Hvis ikke du er fuld af løgn, så ser det ikke godt ud for fremtidens fiskeri i Esbjerg

Men det var svært at komme igennem med budskabet om, at fiskeriindsatsen skulle tilpasses bestanden af fisk i havet. Det blev betvivlet med aktuelle fakta: Fiskeriet havde aldrig fanget så meget som dengang, og så er det svært at tænke 10 år frem. Dengang var der 550 fiskekuttere i Esbjerg; i dag er der vel 10. Men vi holdt fast i, at denne del af museets virke var vigtig i vores formidling, og de kommende mange årtier deltog Fiskerimuseet i debatten indenfor vores virkeområde. Det var f.eks. blokeringen af ”Grindal”, debatten om fredning af Vadehavet og Det fremskudte Dige, debatten om bifangst af marsvin, debatten om hjertemuslingefiskeri i Vadehavet og en række andre sager.

Back To Top
×Close search
Søg
X

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er okay med dette, men du kan fravælge, hvis du ønsker det Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close